Privatbanken i Kjøbenhavn
1857-1907

PRIVATBANKENS STIFTELSE II som ludede ud over lange Mure og skyggede over Børnenes Leg paa Gaden — med al sin Hygge og Fred var denne By Heibergs, H. C. Andersens og Søren Kierkegaards By — thi overalt kunde man finde Idyllen. Medens den nu er som blæst bort, endog milevidt fra Kjøbenhavn, i hvis skønne Omegn man nu næsten alle Steder mærker Storstadens Uro og Larm — den Gang kunde man finde Idyllen overalt i Kjøbenhavn blot ved at dreje om ad en Gade, gaa over en Bro eller fordybe sig i en Baggaard. Og i denne By gik Dagen ved stille Dont som en lys og munter Drøm, og om Natten slumrede man saa usigelig trygt under Varetægt af Vægteren med sin Morgenstjerne. Men se — just nu var Borgerskabet ej alene vaagnet, men i fuld Gang med at gnide Søvnen af sine Øjne. Om man kunde sige, at det var Frihedens Genius, »Aanden fra Otteogfyrre«, som ved sit Kys havde vækket Tornerose af hendes Slummer, vilde det maaske lyde ganske poetisk, i alt Fald i gammel Stil. Men saale- des var det ikke. Efter at Hovedstaden fra »Martsdagene« til Ind- togets uforglemmelige Stund havde levet som i en stor national Begejstringsrus, en Feber af Lykke og Spænding, var man for- bavsende hurtigt sunken tilbage til glemte Vaner og Fortids Kaar — med Freden kom atter Alt i sine gamle Folder. Og nu fulgte en sur og tvær Reaktionens Tid, hvor de slemme Bønder vragede Hovedstadens Halvguder, og Helstats-Mændenes kolde, kloge Ho- veder tog Løftelsen af den patriotiske Stemning. Men ved Aarsskiftet 1855 havde Kjøbenhavn igen besejret Landet, og enhver god Borger var inderlig overbevist om, at nu begyndte først den rette Friheds- og Fædrelands-Æra — saa vist som »liberal« efter Datidens Ordbog betød »ædel« og en National- liberal for en rigtig Kjøbenhavner det samme som en ægte Dan- nismand. Dog ogsaa dette var jo alt kun uaagne Drømme — hvoraf først Kjøbenhavns Befolkning skulde blive rystet op hin kolde, graa Februardag i Fireogtres, da Efterretningen om Danne-