Privatbanken i Kjøbenhavn
1857-1907

KRISEN OG DE UNGE AAR 31 Overmod. Paa Bunden af hans Gemyt laa der en vis barnlig Religiøsitet, Arven fra Moderen Barbara Kirstine: helt rørende begynder han som tyveaarig ved sin Bortrejse fra Hjemmet sin Dagbog »i Form af et Brev til min kære Fader; den være tillige et Slags Skriftemaal, paa det at jeg forsætlig ikke foretager mig Andet, end hvad jeg kan forsvare for Gud og lade min Fader vide«. Maaske mente han sig ogsaa herved ligesom Peer Gynt »separat beskyttet« af det kære Forsyn. Men bortset fra denne bærende Sangbunds-Stemning havde hans Aand, hvad Goethe kalder: »de store fremadskridende Perioders objektive Retning«: han var med Sind og Sanser vendt udadtil mod Verden, uskikket til at fordybe sig i sig selv, men af Natur anvist paa at virke blandt Mennesker og paavirke Mennesker. I Aarene 1856—57, hans 27.—28. Aar, var nu altsaa hans Maade at virke paa en frejdig Selvtillid, som skal have været over- ordentlig hjærtevindende. Selvfølelse saarer som oftest kun Andre, men hos Tietgen havde den et Skær af frisk, glad Ungdomme- lighed, saa at den uvilkaarlig lokkede et Smil frem -paa de Ældres Læber — og den Tilhører, der smiler, har i Reglen allerede overgivet sig halvt. Mest har han dog sikkert allerede den Gang blændet ved sin rappe Beslutsomhed og sine Indfalds Hast. Han var, saa længe han leved’, et af sit Lands hurtigste Hoveder. Ogsaa over Liebe og D. B. Adler kunde der, som vi alt har hørt, være stor Hast; men fra disse Mænds ilsomme Væsen var dog atter Tietgens vidt forskelligt. Liebe havde netop den samme Fart paa som en dreven Skøjteløber paa blanktslebne Jern hen over en spejlglat Overflade: han kendte sin »Bane« ud og ind, og derfor var hans Hast Routine og Løbesikkerhed. Med Adler var det helt anderle- des: hos ham fo’r Tanker og Tale saa skyndsomt afsted, at der blev formelig Trængsel, som naar Folk styrter over hverandre ud af et brændende Theater. Tietgens Hast var derimod det intuitive Glimt, en pilsnar Tanke-Flugt, der med Falkens Sikkerhed slog