Privatbanken i Kjøbenhavn
1857-1907

30 KRISEN OG DE UNGE AAR Men lige ufortrøden var han under det altsammen — ret »en glad Gut«: »om et Haab eller to blev brudt, blinked’ et nyt i hans Øje«. Fra Dreng af havde han altid været slig: altid haft Noget for, opklækket Silkeorme, ageret Tolk for de fremmede Skippere i Odense Havn, lavet Theaterforestillinger paa Købmand Crones Loft for hans Tjenestepiger og Karle — hans Yndlings- rolle var den Gang Carl den Tolvtes Aand i »Tordenskjold«, og lidt af denne »den unga hjelte«s C. F. Tietgen (som ung) Aand er da maaske ogsaa ved denne Lejlighed gaaet ind i ham: »i med- och motgång lika, sin lyckas öfverman«. Just denne Egenskab kom ham nu som Yngling i hans »Sturm- und Drang «-Periode lykkelig til Hjælp. Vandt han i hine Modgangsaar ingen Penge, saa vandt han dog, maaske nok saa vigtigt, Men- nesker. Han var nemlig som purung aldeles ikke, som man senere saa ham: »Manden med Stenansigtet«, overfor Frem- mede kold og bidsk af Væ- sen, faamælt og tilknappet — han var tværtimod aaben og munter, lutter Liv og Spænstig- hed! Der var over den lille Mand med de arrede Øren, Mær- kerne af Frosten fra hans Krambodsdage, noget af hin lyse Frej- dighed og ubændige Mod paa Livet, som minder om den folke- kære Type, der gaar gennem alle danske Sagn og Sange fra Kæmpeviserne til Poul Møllers Digte: fra Svend Felding og Sivard Snarensvend til den krøllede Frits. Carl Frederik var jo netop selv en saadan blaaøjet »Frits«, kun ganske uden den »krølledes« »intellektuelle Stundesløshed« og ufrugtbare Studenter-