Privatbanken i Kjøbenhavn
1857-1907

KRISEN OG DE UNGE AAR 33 og ganske vandt ham for sig, kom han ligeledes ved et Tilfælde i Bekendtskab med Moritz G. Melchior. L Salomonsen, der havde et større Bomuldsvæveri i Nyhavn, blev tvungen til at standse sine Betalinger, og for at faa hans Sager i Orden igen dannedes der et Administrationsudvalg, hvoraf baade Melchior og Tietgen blev Medlemmer, den sidste som Følge af, at hans Firma, Hald & Rahr, havde et temmelig stort Tilgodehavende hos Salomonsen for leveret Bomuldsgarn. Og det gik Melchior som Suhr: ogsaa han fattede hurtig Behag i den unge Manu- faktur-Agent. Det er jo ofte Modsætningerne, som tiltræk- ker hinanden: overfor de mil- de, dæmpede Moll-Akkorder i Melchiors hele Væsen maa Tietgens Fremtræden have virket som en muntert klin- gende Trompet-Fanfare — å la Sejrsmarchen i »A’ida«! Suhr og Melchior — det var altsaa netop to af Privat- bankens Stiftere, som havde »opdaget« Tietgen, forinden Direktør-Spørgsmaalet kom paa Bane. Men naturligvis maatte M. G. Melchior alligevel til en Begyndelse den Tanke ligge dem fjernt, at han just i denne Sammenhæng skulde være »Manden«. Her var jo dog Tale om Pengevæsen og Vexeltransaktioner, og til at lede saadanne skulde vel i Øje- blikket en Mand som Regeringens Mønt-Agent i Altona, Moritz Levy, synes langt mere skikket. Levy var efter Krigen bleven knyttet til Centralkassen i Flensborg, havde her ved sine klare og kyndige Regnskabsaffattelser vakt Sponnecks Opmærksomhed og var derefter bleven ansat i Altona for paa Regeringens Vegne 3