Privatbanken i Kjøbenhavn
1857-1907

Forfatter: Jul. Schovelin

År: 1907

Forlag: Trykt hos J. Jørgensen & Co. (M. A. Hannover)

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 158

UDK: 061.5(489)Pri

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 188 Forrige Næste
54 DEN SEJRRIGE OPGANG blandt Bankraadets Medlemmer indbyrdes. 1 Virkeligheden gik han da ogsaa i disse første Aar helt og fuldstændigt op i Bankens Sager, ofrede den alle sine Kræfter, var tidlig og silde om sig blot for at skaffe den ny og større Fortjeneste. Som alt fortalt, var Tiden fra 1859—63 en treven Forretningsperiode, den ny Næringslov, vi fik i 1857, samtidig med Privatbanken, skabte til en Begyndelse kun alle en Overgangs sure Vanskeligheder, og de saa meget omtalte Gaslygter, der tændtes i December s. A., fik ingen symbolsk Betydning ved at gøre Tiden lysere — graa og grumset som den var og blev. Det var derfor efter Omstændig- hederne al Ære værd, at Privatbanken ej alene i disse Aar kunde give et ganske smukt Udbytte (henholdsvis 5%—5V2—63/.f—7V3 og 6% pCt.), men overhovedet erobre sig en saa fremskudt Stil- ling i Landets Finans- og Erhvervsliv, at baade Stat og Børs regnede med den nye Bank som med en afgørende Faktor. Under disse Omstændigheder kunde Tietgen efterhaanden sætte sig trygt og sikkert til Rette paa Vognstyrerens Sæde. Op- rindelig havde Bankraadets ledende Medlemmer, myndige og maalbevidste Mænd som de var, selv haft et fast Tag i Tømmerne; men efterhaanden slappedes deres Hænder i Velvære og Tryghed, og Tøjlerne gled ganske af sig selv over i den unge, energiske Tietgens Haand. Og ret længe varede det ikke, førend »lille Claus«, ganske ligesom i Odense-Digterens Eventyr, kunde smælde med Pisken og sige »hyp, alle mine Heste«. Dog, som sagt, til en Begyndelse kørte Tietgen varsomt og sindigt, som Vejen og Vognen bød det. Naar der skulde sættes Fart op, maatte ej alene Banen først være fri, men heller ikke ønsked' han da at have Andre med paa Vognen end dem, »som lysted’ at følge Svend Felding«. Efterhaanden dryssede derfor ogsaa En og Anden af paa Vejen, saaledes i Februar i860 Bech- gaard, i Marts 1863 selve A. N. Hansen. Gang paa Gang havde nemlig denne selvraadende -og egensindige Mand i vigtige An- liggender staaet Tietgen imod, og da han selv fuldt vel vidste at