Privatbanken i Kjøbenhavn
1857-1907
Forfatter: Jul. Schovelin
År: 1907
Forlag: Trykt hos J. Jørgensen & Co. (M. A. Hannover)
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 158
UDK: 061.5(489)Pri
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
54
DEN SEJRRIGE OPGANG
blandt Bankraadets Medlemmer indbyrdes. 1 Virkeligheden gik
han da ogsaa i disse første Aar helt og fuldstændigt op i Bankens
Sager, ofrede den alle sine Kræfter, var tidlig og silde om sig
blot for at skaffe den ny og større Fortjeneste. Som alt fortalt,
var Tiden fra 1859—63 en treven Forretningsperiode, den ny
Næringslov, vi fik i 1857, samtidig med Privatbanken, skabte til
en Begyndelse kun alle en Overgangs sure Vanskeligheder, og
de saa meget omtalte Gaslygter, der tændtes i December s. A., fik
ingen symbolsk Betydning ved at gøre Tiden lysere — graa og
grumset som den var og blev. Det var derfor efter Omstændig-
hederne al Ære værd, at Privatbanken ej alene i disse Aar kunde
give et ganske smukt Udbytte (henholdsvis 5%—5V2—63/.f—7V3
og 6% pCt.), men overhovedet erobre sig en saa fremskudt Stil-
ling i Landets Finans- og Erhvervsliv, at baade Stat og Børs
regnede med den nye Bank som med en afgørende Faktor.
Under disse Omstændigheder kunde Tietgen efterhaanden
sætte sig trygt og sikkert til Rette paa Vognstyrerens Sæde. Op-
rindelig havde Bankraadets ledende Medlemmer, myndige og
maalbevidste Mænd som de var, selv haft et fast Tag i Tømmerne;
men efterhaanden slappedes deres Hænder i Velvære og Tryghed,
og Tøjlerne gled ganske af sig selv over i den unge, energiske
Tietgens Haand. Og ret længe varede det ikke, førend »lille
Claus«, ganske ligesom i Odense-Digterens Eventyr, kunde smælde
med Pisken og sige »hyp, alle mine Heste«.
Dog, som sagt, til en Begyndelse kørte Tietgen varsomt og
sindigt, som Vejen og Vognen bød det. Naar der skulde sættes
Fart op, maatte ej alene Banen først være fri, men heller ikke
ønsked' han da at have Andre med paa Vognen end dem, »som
lysted’ at følge Svend Felding«. Efterhaanden dryssede derfor
ogsaa En og Anden af paa Vejen, saaledes i Februar i860 Bech-
gaard, i Marts 1863 selve A. N. Hansen. Gang paa Gang havde
nemlig denne selvraadende -og egensindige Mand i vigtige An-
liggender staaet Tietgen imod, og da han selv fuldt vel vidste at