Bidrag til dansk Haandværkerundervisnings Historie

33 til Foreningens Kasserer, Otto Madsen. Bladet fik Navnet »Teknisk Skoletidende«, og dets første Nummer udkom i September 1893. Der var dog betydelige Vanskeligheder forbundet med at holde Fore- tagendet i Gang paa tilfredsstillende Maade, saa at der virkelig kom noget ud deraf. Bidrag til Bladets Stof indgik langt fra saa livligt, som man havde ventet det, og først og fremmest manglede der Penge. Al- lerede efter to Aars Forløb, i 1895, ønskede Otto Madsen sig fritaget for at være Redaktør, og da Bestyrelsen efter de Erfaringer, den havde gjort, mente det heldigt, at den direkte havde Haand i Hanke med, hvad der gik i Bladet, enedes man om den iøvrigt lidet heldige Udvej, at hele Bestyrelsen skulde være Redaktion, og at alle Bidrag til Bladet skulde cirkulere imellem dens Medlemmer forinden Optagelsen. Ad- junkt M. Rasmussen lovede at varetage Trykning og Forsendelse m. m.; men Forholdene førte hurtigt med sig, at han, skønt han havde meget daarlig Tid dertil, maatte paatage sig Redaktionen alene. Cirkulations- metoden var nemlig altfor upraktisk. I de første 10 Aar af sin Tilværelse var Teknisk Skoletidende For- eningens Smertensbarn; hosstaaende Oversigt viser tydeligt nok dets daarlige Ernæringstilstand og Mangel paa Evne til at trives. Aar 18|f 18H 18^ 18|j 18|| 1900 1901 1902 1903 Antal Numre 44 2 2314442 Sideantal ialt 16 24 14 10 18 4 18 20 30 10 Det hjalp kun lidt, at man abonnerede paa udenlandske Tidsskrifter af beslægtet Indhold for deri at linde Stof, og at man vedtog at hono- rere originale Bidrag med G Øre pr. Linje for selvstændige Afhandlin- ger og 4 Øre for Oversættelser o. 1., saa længe Hovedvanskeligheden vedblev at være den, at Foreningen kun havde Raad til at lade ganske laa — højest 4 — Numre om Aaret trykke. Adjunkt Rasmussen, hvis Tid, som foran nævnt, var stærkt optaget, ønskede gentagne Gange ät fratræde som Redaktør, men gav efter for indtrængende Opfordringer af Bestyrelsen, der tilbød at yde Honorar for Arbejdet og antage lønnet Medhjælp til dette, hvad Adjunkten dog under Hensyn til Foreningens trange Kaar nægtede at modtage. Under saadanne Forhold er det forstaaeligt, at der nu og da inden for Bestyrelsen kunde hæve sig Røster om helt at opgive Sagen; andre var dog bestemt herimod, og Resultatet blev, at man holdt ud. Efter at der i 1902 var opnaaet et Tilskud fra Indenrigsministeriet til Fremme af Foreningens Virksomhed, bl. a. ogsaa til Bladet, blev For- holdene endelig bedre og navnlig mere stabile; Bladet kunde nu udgaa med større Regelmæssighed og med flere Numre om Aaret; men Stof- fet til det maatte vedblivende for allerstørste Delen samles eller skri- ves af Redaktøren selv, og i 1903 maatte han derfor bestemt erklære, 3