Elektriciteten
En Skildring af dens Frembringelses- og Virkemaader og af dens Anvendelser i det praktiske Liv med særlig Hensyn til den historiske Udvikling samt til de seneste Aars Opdagelser

52 Akkumulator. blive adskilt i Ilt og Brint. Ilten og Brinten ville afsætte sig hver paa sin Plade og paavirke deres Overflader hver paa sin Maade. Strømmen fra Batteriet bliver her meget svagere, end om den hele Vej en havde haft Metal at gaa igjennem. Karret sluger altsaa en stor Mængde af Batteriets Kraft, som ikke har haft andre Virkninger end at forandre Beskaffen- heden af Blypladernes Overflader. Denne Kraft er imidlertid ikke spildt; den er kun bleven hengjemt. Det viser sig nemlig, at de to Bly- plader i Vædsken ere i Stand til at give Elektricitet fra sig igjen, naar de skilles fra Batteriet, og det endogsaa længe efter, at de have været under dets Paavirkning. De to Blyplader have altsaa i den Tilstand, hvori Strømmen har bragt dem, for en Tiel samme Egen- skaber som de to Stænger i det galvaniske Element (S. 24). De danne med Vædsken, hvori de staa, hvad man kalder et sekundært Element eller en elektrisk Akkumulator, det vil sige en Opsamler og Opbevarer af den elektriske Kraft*). Akkumulatoren er opfunden af Plante 1859 og senere forbedret af Faure. For at kunne rumme store Plader i et forholdsvis lille Kar, ere Pladerne lagte tæt op ad hinanden men dog adskilte ved mellemliggende Strimler af Kaut- schuk, og derefter oprullede. Fra Pladerne føre Traade op til de Skruer, der sidde fast i Laaget, og hvortil Batteriets Poltraade fæstes. Faures Element (Fig. 36) adskiller sig fra Plantés ved Be- handlingen af Blypladernes Overflader, der ere belagte med Mønnie. Siden Akkumulatoren paa den elektriske Udstilling i Paris 1881 blev almindelig bekjendt, er der gjort mange Forsøg over dens Egen- skaber. Englænderne Ayrton og Perry experimenterede med en *) Akkumulatoren kan i visse Maader sammenlignes med Leydnerfiasken (S. 18), som jo ogsaa tjener til at opsamle Elektricitet. Men medens Leydnerfiasken indeholder sin Ladning som virkelig Elektricitet, der er stærkt sammentrængt paa begge Sider af Glasset, saa indeholder derimod Akkumulatoren Elektrici- teten kun som en Mulighed. Tager man Blypladerne op, da vise de kun svage Spor af Elektricitet, men paa deres Overflade er der bleven dannet kemiske Forbindelser ved Strømmen, som gik gjennem dem, da de bleve ladede. Bliver Akkumulatoren overladt til sig selv, ville disse Forbindelser atter opløses. Men denne Opløsningsproces tilvejebringer paa ny lige saa megen Elektricitet, som der før blev brugt til at danne Forbindelserne. En lille Akkumulator kan optage langt mere Elektricitet end det største Batteri af Leydnerflasker, man har dannet.