Lyslære

Forfatter: C.L. Petersen

År: 1852

Forlag: C. A. Reitzels Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 94

UDK: 535

Industri-Foreningen

oversat af

C. L. Petersen,

Overlærer ved Metropolitanskolen,

efter

Dr. Joh. Müllers Grundriss der Physik und Meteorologie.

Med 93 Afbildninger.

Kjøbenhavn

Universitetsboghandler C. A. Reitzels Forlag.

Trykt i Thieles Bogtrykkeri.

1852.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 106 Forrige Næste
Lysstraalernes ulige Brydbarhed. 39 vil Skiven ved en hurtig Omdreining ikke mere vise sig farvet, men hvidlig : den vilde vise sig fuldkommen hvid, hvis Sectorerne kunde blive malede med rene prismatisie Farver, og naar Vreden af de enkelte farvede Sectorer noiagtigt stod i samme Forhold til hinanden, som Brederne af de tilsvarende Dele af det prismatisie Solbillede. For at kunne arbeide efter samme Princip med de rene prismatisie Farver, kan man bringe Prismet i Forbindelse med et Uhrværk, som sætter det i en hurtig op- og nedadgaaende Bevægelse. Paa Grund af denne Bevægelse af Prismet løber det paa Skjærmen op- fangede Solbillede hurtigt frem og tilbage, og istedetfor det farvede Solbillede seer mari da en hvid Lysstribe, der kun ved Eilderne endnu er noget farvet. Diet modtager nemlig ved ethvert Punkt af Skjær- men hurtigt efter hinanden Indtrykkene af alle de erlkelte Farver, og alle disse Indtryk tilsammentagne frembringe Fornemmelsen af Hvidt. Complementære og naturlige Farver. Da alle enkelte 21 Farver, forenede i det rette Forhold (nemlig efter det prisma- tiffe Solbillede), frembringe hvidt Lys, saa er det tilstrækkeligt at udelade een eller flere af de enkelte Farver, eller kun at forandre deres Forhold, for istedetfor det Hvide at frembringe en hvilkensom- helst Farvetone. Udelader man s. Er. af det hvide Lys de rode Straaler i det prismatisie Solbillede, mederrs alle andre Farver blive uforandrede, faaer man en blaalig Farve, til hvilken man kun be- høver at tilfoie Rodt for atter at frembringe Hvidt. To Farver, som opfylde denne Betingelse, d. v. s. som tilsammen give Hvidt, kaldes complementære Farver. Enhver Farve har sin comple- mentcere Farve; thi hvis den ikke er hvid, mangler der den visse Straaler for at danne Hvidt, og disse manglende Straaler tilsam- mentagne udgjore den complementære Farve. Violet, som meer eller mindre gaaer over i det Rode, er den complementære Farve til de forskjællige grønne Farver. Vi have ovenfor seet, at en Oplosning af svovlsuur Indigo, bragt i et Prisme, giver et rødt og et blaat Billede af en hvid Gjenstand. Det røbe Billede er meget siarpt af- grændset, det blaae derimod ikke, det gaaer noget over i Violet og tillige lidt i Grønt; i det Lys, som er gaaet gjennem Jndigooplos- ningen, mangler altsaa aldeles Guult og Orange, og desuden næsten alt Gront og noget Violet. Men disse manglende Farver give til- sammentagne aabenbart en Blanding, hvori Guult er stærkt frem- hersiende; Glmlt er altsaa complementær til Jndigooplosningens