Lyslære

Jnterferensphænomener. 81 Fig. 87. med et Lag Ilte (Staalets Anløben). Ogsaa tynde Luftlag frem- bringe saadanne Farver, hvilket man ofte seer ved Revner i tykke Glasmasser. Man seer disse Farver med den største Regelmæssighed som Ringe, naar man lægger en Glaslinse af stor Brændvidde paa en plan Glasplade, eller omvendt den plalie Glasplade paa Linsen. Newton, som iagttog disse Farveringe, der ogsaa efter ham sæd- vanlig kaldes de Newtonske Ringe, anvendte Linser, hvis Krumningsra- dius var 50 til 60 Fod. Der hvor Glaspladen berører Linsen, seer man ved tilbagekastet Lys en sort Plet, som er omgiven af farvede concentriske Ringe, der udefter stedse blive smallere og mattere, omtrent som Fig. 87 viser. Betragter man Ringene med eens- farvet Glas, seer man afverlende fim lyse og morke Ringe; for rodt Lys ere disse Ringe bredere end for gront, og for gront bredere end for violet. Naar man istedetfor farvet Lys tager hvidt, kan man intet- steds mere see en fuldkommen sort eller en fuldkommen hvid Ring, fordi hverken de lyse eller de morke Ringe fra de forsijællige Farver mere falde sammen; men overalt seer ntait Farver, som ikke længer ere de rene Farver i det prismatiste Solbillede, men Blandingsfarver. Disse Farvephænometter kunne forklares paa følgende Maade. Naar Lysstraalerne falde paa et tyndt Lag af et gjennemsigtigt Legeme, tilbagekastes de deels fra deil overste deels fra deu nederste Flade af dette, og de fra begge Flader tilbagekastede Lysstraaler ville interferere, og efter Forstjællen mellem de gjennemlobne Veie sllart hæve, snart forstærke hinandens Virkninger. I Fig. 88 forestiller MNOP et tyndt Lag af et gjennemsigtigt Legeme, som træffes af et Bundt parallele Lysstraaler ab\ dette Straalebundt vil nu deels kastes tilbage i Retningen bc, deels brydes til d. Men de brudte Straaler deles atter ved Fladen OP, og den tilbagekastede Deel træder ved e ud i samme Retlling som det ved den forste 6 Fig 88.