Lyslære

Forfatter: C.L. Petersen

År: 1852

Forlag: C. A. Reitzels Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 94

UDK: 535

Industri-Foreningen

oversat af

C. L. Petersen,

Overlærer ved Metropolitanskolen,

efter

Dr. Joh. Müllers Grundriss der Physik und Meteorologie.

Med 93 Afbildninger.

Kjøbenhavn

Universitetsboghandler C. A. Reitzels Forlag.

Trykt i Thieles Bogtrykkeri.

1852.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 106 Forrige Næste
82 Femte Afsnit. Flade MN tilbagekastede Straalebundt; altsaa maae de to Straaler bc og ef interferere. Men hvoraf kommer det da, at kun tynde Lag vise saadanne Farver, og at Plader af nogenlunde stor Tykkelse ikke længer vise dem? Antager man, for at lette Oversigten, at Lysbølgerne i de violette Straaler ere halv saa store som i de rode (de ere i Virke- ligheden noget mere end halv saa store), ville Tverlinierne i de violette Ringe ogsaa være halv saa store som i de rode, og paa det Sted, hvor den forste mørke Ring for rødt Lys er, ligger da ogsaa den anden mørke Rmg for det violette Lys og en lys Ring for en Farve, der omtrent ligger midt imellem Rødt og Violet; denne Farve er den fremherstende paa dette Sted. Paa det Sted, hvor den syvende mørke Ring for rødt Lys ligger, vil den fjortende mørke Ring for det violette Lvs ligge, og paa samme Sted befiride sig endnu ser mørke og syv lyse Ringe for de mellemliggende Farver. Naar altsaa det yderste Rodt, Grændsen mellenl Rødt og Orange, mellem Orcmge og Guult, Gulilt og Gront, Grønt og Blaat, Blaat og Indigo, Indigo og Violet og det yderste Violet have deres mindste Styrke, have derimod de mid- terste rode, orange, gule, grønne, blåne, indigofarvede og violette Straaler deres største Styrke, og altsaa kan ingen af disse Farver være fremherskende, men de give tilsammen Hvidt. Ogsaa ved gjennemgaaende Lys vise tynde Plader lignende Farver, som dog ere meget mattere og complemettterre til dem ved tilbagekastet Lys. 47 Lysets Polarisation. Naar man af eit gjemlemsigtig Tur- malinchrystal sijærer en Plade, hvis Overflade er parallel med Aren af Turmalinen, og seer igjennem en saadan Turmalinplade hen paa en poleret Bordplade, som kaster Lyset fra Himlen tilbage til Diet omtrent under en Vinkel af 30 til 40°, vil den polerede Bordplade snart sees lys, snart mørk, eftersom man dreier Turmalmpladen; denne lader altsaa ikke i enhver Stilling de fra Bordpladelt tilbage- kastede Lysstraaler gaae igjennem sig. Ved Tilbagekastttmgen fra Bordet maa der altsaa være foregaaet en ejendommelig Forandring med Lysstraalerne, og den er det, man kalder Polarisation eller Plansætnin g. Undersøger man med Turmalinpladen Lysstraaler, som under lignende Omstændigheder ere tilbagekastede fra en Glasplade, iagttager