Naturliv

Forfatter: A.E. Brehm

År: 1892

Forlag: Trykt Hos J. H. Schultz

Sider: 502

UDK: 5 (04)

Industri-Foreningen

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 516 Forrige Næste
LAPLANDS FUGLEBJÆRGE. 3 er dog derude i Havet Øerne og Skærene, der ligger langs Landet lige fra Syd til Nord og skaber en Labyrint af Bugter, Sunde og Stræder, som man næppe ser Mage til paa hele den vide Jord. De store Øer afspejler mere eller mindre tro det faste Land; de smaa Øer og Skær bevarer under alle Omstændigheder deres Særpræg. Dette veksler mere eller mindre med hver Bredegrad, som man over- skrider paa sin Vej mod Nord. Ganske vist mangler Bjærgene saa vel som Havet Sydens Rigdom; dog savner de ingenlunde Skønhed, og navnlig i Midnatstimerne, naar Midsommersolen staar stor og blodrød over Synskredsen og Havet og udgyder sin ligesom tilslørede Glans over de vidtstrakte Bjærgtoppe og Havet, gør de et overvæl- dende Indtryk. Hertil bidrager væsenlig. de overalt spredte Bønder- gaarde, opførte af Tømmer og dækkede med Tørv, prangende i en ejendommelig blodrød Farve, som stikker af mod det grønne Tag, Bjærgvæggenes mørke Farvetoner og Jøklernes isLlaa Masser i Billedets Baggrund. Ikke uden Forundring iagttager den med Landet ubekendte Syd- lænding, at disse Gaarde bliver større, stadseligere og rummeligere, jo længere man trænger frem mod Nord, at de, skøndt ikke længere omgivne af Marker, men højst kun af smaa Haver, i Henseende til Størrelse, Rummelighed og Udstyrelse langt overtræffer de hytte- lignende Bygninger i det sydlige Skandinavien; ja, at de stadseligste og mest storartede af dem endog ligger paa forholdsvis smaa Øer, li vor kun et tyndt Muldjordslag bedækker Klippen, hvor ikke engang en lille Have kan afvindes den utaknemmelige Jordbund. Denne tilsyneladende Gaade løses, naar man betænker, at i Nordland og Finland er ikke Landet, men Havet den Ager, som piøjes; at man ikke om Sommeren saar og svinger Leen, men at man høster midt om Vinteren uden at have saaet; at det netop er i de Maaneder, i hvilke den lange Nat ubestridt udøver sit Herredømme, og i Stedet for Solen kun Maanen lyser, i Stedet for Morgen- og Aftenrøden kun Nordlyset gløder, at Mennesket deroppe indhøster Havets rige Vel- signelse. Ved Efteraarsjævndøgn ruster Norges kraftige Mænd paa alle Kystpladser sig til at bjærge den nordiske Høst. Hver By, hver Flække, hver Landsby sender et eller flere bemandede Skibe op til Øerne eller Skærene paa den anden Side af Polarkredsen, for at lægge sig for Anker dér for hele Maaneder, og fra Fartøjerne, fra Bøndergaarde, 1