Naturliv
Forfatter: A.E. Brehm
År: 1892
Forlag: Trykt Hos J. H. Schultz
Sider: 502
UDK: 5 (04)
Industri-Foreningen
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
LAPLANDS FUGLEBJÆRGE. 3
er dog derude i Havet Øerne og Skærene, der ligger langs Landet
lige fra Syd til Nord og skaber en Labyrint af Bugter, Sunde og
Stræder, som man næppe ser Mage til paa hele den vide Jord.
De store Øer afspejler mere eller mindre tro det faste Land; de
smaa Øer og Skær bevarer under alle Omstændigheder deres Særpræg.
Dette veksler mere eller mindre med hver Bredegrad, som man over-
skrider paa sin Vej mod Nord. Ganske vist mangler Bjærgene saa
vel som Havet Sydens Rigdom; dog savner de ingenlunde Skønhed,
og navnlig i Midnatstimerne, naar Midsommersolen staar stor og
blodrød over Synskredsen og Havet og udgyder sin ligesom tilslørede
Glans over de vidtstrakte Bjærgtoppe og Havet, gør de et overvæl-
dende Indtryk. Hertil bidrager væsenlig. de overalt spredte Bønder-
gaarde, opførte af Tømmer og dækkede med Tørv, prangende i en
ejendommelig blodrød Farve, som stikker af mod det grønne Tag,
Bjærgvæggenes mørke Farvetoner og Jøklernes isLlaa Masser i Billedets
Baggrund.
Ikke uden Forundring iagttager den med Landet ubekendte Syd-
lænding, at disse Gaarde bliver større, stadseligere og rummeligere,
jo længere man trænger frem mod Nord, at de, skøndt ikke længere
omgivne af Marker, men højst kun af smaa Haver, i Henseende til
Størrelse, Rummelighed og Udstyrelse langt overtræffer de hytte-
lignende Bygninger i det sydlige Skandinavien; ja, at de stadseligste
og mest storartede af dem endog ligger paa forholdsvis smaa Øer,
li vor kun et tyndt Muldjordslag bedækker Klippen, hvor ikke engang
en lille Have kan afvindes den utaknemmelige Jordbund.
Denne tilsyneladende Gaade løses, naar man betænker, at i
Nordland og Finland er ikke Landet, men Havet den Ager, som piøjes;
at man ikke om Sommeren saar og svinger Leen, men at man høster
midt om Vinteren uden at have saaet; at det netop er i de Maaneder,
i hvilke den lange Nat ubestridt udøver sit Herredømme, og i Stedet
for Solen kun Maanen lyser, i Stedet for Morgen- og Aftenrøden kun
Nordlyset gløder, at Mennesket deroppe indhøster Havets rige Vel-
signelse. Ved Efteraarsjævndøgn ruster Norges kraftige Mænd paa
alle Kystpladser sig til at bjærge den nordiske Høst. Hver By, hver
Flække, hver Landsby sender et eller flere bemandede Skibe op til
Øerne eller Skærene paa den anden Side af Polarkredsen, for at lægge
sig for Anker dér for hele Maaneder, og fra Fartøjerne, fra Bøndergaarde,
1