Naturliv

118 SKOVE, VILDT OG JAGT I SIBERIEN. Tschelaba i Ural ved den evropæiske Grænse, angreb nogle Bønder uden at være bleven irriteret, men blev af disse jaget paa Flugt der- ved, at en af Folkene kastede sin røde Hue hen imod den. Paa Turkestans Højstepper og i hele den sydlige Del af Østsiberien bor Herskerdyret, som Damerne kalder Tigeren, paa dertil egnede Steder overalt og regelmæssigt, og fra begge Steder turde den, oftere end man tror, forvilde sig til det vestlige Skovbælte, maaske ogsaa op- holde sig her i længere Tid og derpaa ubemærket drage bort igen. Den viser sig imidlertid saa uregelmæssigt og saa sjældent, at den ganske vist kan nævnes, men egenlig ikke regnes med til dette Om- raades Fauna. Anderledes forholder det sig med de mest skattede af alle Pels- dyr, de forskellige Maararter. Over deres Aftagen klager man ganske vist mere end over alt andet Vildts Formindskelse i Antal, men man træffer dog endnu regelmæssigt paa de fleste af dem, om ikke overalt, saa dog paa enkelte Steder i Omraadet. Kun Zoblen er i de sidste Aartier bleven meget sjælden. Gamle Jægere fra Melleni- ural kan mindes hver Vinter at have skudt eller fanget Zobler i Nær- heden af Byen Tagilsk; nu for Tiden fanger man kun nu og da, men altid yderst sjældent, et enkelt forvildet Dyr af denne Art. En om- fattende Skovbrand i den mellemste Del af Østural skal have fordrevet de saa eftertragtede og forfulgte Pelsdyr. Det samme paastaar man om Skovdyrene ved nedre Ob, hvor Zobeljagten drives endnu den Dag i Dag, og hvor der f. Eks. paa Torvet i Yelisaroff hver Vinter leveres indtil tyve Skind. Langt hyppigere end Zoblen optræder Skovmaaren i alle Vestsiberiens Skove. Indenfor den nysnævnte By Tagilsks ganske vist temmelig udstrakte Omraade, erhverver man stadig hver Vinter fra tredive til firsindstyve af den Slags Skind. At Skovmaaren langt mere end Zoblen er bunden til Egernet, optræder og forsvinder med dette, paastaas af alle erfarne Jægere. Den rovlystne Fyr nøjes dog ingenlunde med sit Yndlingsvildt, men myrder tværtimod ethvert Dyr, som den kan faa fat i og besejre, og er i Særdeleshed farlig for Tjurer og Urfugle. Lykkes det den allerede om Sommeren ved mangt et rask Spring at gribe en af de forsigtige Fugle, saa lettes dens Be- stræbelser om Vinteren betydeligt af Skovfuglene ved den Vane, disse har, at sove i Snehuler. Næsten uophørligt snigende sig fra Gren til Gren, nærmer den sig de nedgravede Fugle, indtil den kan naa dem