Naturliv

130 STEPPERNE I DET INDRE AFRIKA. man søvnløst vrider og vender sig paa sit Leje, medens den trykkende Hede umuliggør baade Hvile og Søvn, han kan ikke gøre sig nogen Forestilling om, hvad saavel Mennesker som Dyr maa lide. Selv Himlen, hvis blaa Farve hidtil kun sjældent har været tilsløret af Skyer, faar et askegraat Anstrøg; thi den nysnævnte Dunst skjuler ofte den halve Dag Solen, uden dog at berøve den dens Glød: tvært- imod, naar Synskredsen er omgærdet med saadanne Dunster, synes den trykkende Hede snarere at tiltage. Uden nogensomhelst Veder- kvægelse for Legeme og Sjæl kæder den ene Dag sig til den anden. Ingen svalende Vind fra Norden vifter omkring Panden, ingen Blom- sterduft, ingen Fuglesang, intet Spil med lysende Farver og dybe Skygger, som det fra Tropelandenes Himmel strømmende Lys ellers plejer at fremmane, forfrisker Sindet: alt levende, alt farverigt, alt poetisk er forsvundet, sunket i Dødsslummer — og denne er altfor fuldstændig til at kunne vække poetiske Følelser. Mennesker og Dyr visner ligesom Græsset og Løvet, og mangt et Menneske og mangt et Dyr styrter til Jorden ligesom de. Forgæves kæmper det vilje- kraftige Mandsmod for at afryste den trykkende Tyngde: selv den mest energiske Natur bukker under i Suk og Klager; ethvert Arbejde trætter, selv det lette Tæppe bliver for tungt; enhver Bevægelse ud- matter, enhver Rift i Huden forvandles til et ondartet Saar. Selv Vinteren maa dog tilsidst vige for Foraaret; men med Bæven fornemmer man dettes første Forløber. Den samme Vind, som i Ørkenen optræder som Samum, bevæger her sine Vinger som For- aarets Herold, iler ned i Revner og Sprækker i Jorden for endog af disse at hente Støv frem, driver det op i tætte Hvirvler, bygger mur- lignende Skyer deraf og fører disse brusende og tudende hen over Landet, presser Støvet ind gennem Vinduerne i Byernes Huse saavel som gennem Dørene til de indfødtes lave Hytter, og føjer ny Ube- hageligheder til de tidligere Plager. Den er tilsidst bleven Enehersker og udøver sin Magt uindskrænket, som om den vilde tilintetgøre alt, hvad der hidtil havde gjort Modstand; men det er ogsaa den, som længere sydpaa sammenhober regnsvangre Skyer og jager disse hen over det forbrændte Land. Snart synes det, som om den med den voksende Styrke mistede sin trykkende Hede, som om den nu og da blæste, ikke mere giødende, men sval og frisk. Dette er heller ikke nogen Indbildning: Foraaret ruster sig til sit Indtog i Landet, og paa