Naturliv

STEPPERNE I DET INDRE AFRIKA. 131 Søndenstormens Vinger kommer Skyerne dragende. Endnu en kort Tid, da formørkes Himmelhvælvingen rundt om i Syd; endnu nogle Dage, og flammende Lyn oplyser lidt efter lidt de mørke Skylag; endnu nogle Uger, og Tordenen i det fjærne forkynder den livsbrin- gende Regns Nærmelse. Nu begynder det at bruse og bølge i alle de Strømme, som kominer fra Syd. Endnu or de næppe blevne uklare, men de 6i blevne livligere, thi fra nu af stiger de uafbrudt og sender i alle dybere Kløfter og Revner i de dem omgivende Flodlejer den livsbringende Væde ind over Landet. Selv Trækfuglene er allerede indtrufne, og deres Tal forøges fra den ene Dag til den anden. I de øvre Nillande har Storkene indfundet sig for atter at tage deres gamle Reder paa de indfødtes kegleformige Halmhytter i Besiddelse, og med dem er den hellige Ibisfugl kommen for endnu den Dag i Dag at varetage det Hverv, som den paatog sig for Aartusinder siden: at være en Budbringer, Herold og Borgen for, at den gamle Nilgud atter vil ud- gyde sit Velsignelsens Overflødighedshorn over de ham undergivne Lande. Endelig nærmer det sidste Uvejr sig. Mere trykkende end nogen Sinde ligger Heden over det døde, forbrændte Landskab. Der hersker en uhyggelig Stilhed, som gør baade Mennesker og Dyr ilde til Mode; ingen Sang, ikke engang en Lyd høres fra Fuglene, de har selv gemt sig i de stedsegrønne Træers Løv. Endog Livet i Nomadehyrdernes Lejre, i Byerne og Landsbyerne synes at dø ud. Betænksomt sniger de ellers saa livlige Hunde sig bort til en skjult, tryg Hvileplads; alle andre Husdyr bliver urolige og vilde: Hestene maa bindes, Horn- kvæget drives ind i sine Folde og Indhegninger; i Byen lukker Køb- manden sin Bod, Haandværkeren sit Værksted, Embedsmanden sit Kontor, thi enhver søger nu Tilflugt i Hjemmet. Og dog rører der sig endnu intet Luftpust, dog mærker man endnu ikke den mindste Raslen af Bladene i de faa Træer, som endnu bærer deres Løv; men man ser, hvorledes Uvejret trækker op og nærmer sig. I Syd tætnes mere og mere den mørke og dog flammende Væg, der minder om Udskæret over en brændende By eller om en Skov, der milevidt staar i Flammer.- I brandrødt, purpur, mørkerødt og brunt danser Farverne paa den; snart er de blandede mellem hver- andre, snart skilte, snart forsvindende i Mørket, snart atter skarpt 9*