Naturliv

132 STEPPERNE 1 DET INDRE AFRIKA. fremtrædende. Denne Væg hviler paa Jorden og vokser op imod Himlen; den synes saa stille, men kommer, dreven af Stormen, jagende fremad i ilende Fart, gør Minut efter Minut Synskredsen snævrere og snævrere og hyller lidt efter lidt alt i et uigennem- trængeligt Slør. Hvislende og susende Lyde udgaar fra Skyvæggen; men paa Iagttagerens Standpunkt er endnu alt ton- og klangløst. Da hviner der pludseligt, kort og hæftigt, et Vindstød. Tykke Træstammer bøjes som tynde Spaaner, de ranke Palmer bøjer deres Kroner dybt. Paa dette Stød følger andre i stedse hurtigere Række- følge; Blæsten vokser til Storm, Stormen stiger til Orkan, og denne raser med uhørt Voldsomhed. Dens Drøn er saa stærke, at man ikke kan høre hvad man selv siger, thi enhver Lyd overdøves. Det suser, bruser, tordner, hviner, piber, tuder og rasler i Luften, paa Jorden, i Træernes Kroner, som om alle Elementer var komne i Strid med hverandre, som om Himlen var ved at falde ned og Jorden vaklede i sine Grundpiller. Uimodstaaelig rammer den voldsomme Storm Træernes Kroner, bortslider Halvdelen af Bladene paa alle dem, der endnu bærer deres Løv, brækker mandstykke Stammer, som om det var skørt Glas, bemægtiger sig selve Kronen, ruller, svinger og fører den hvirv- lende som en let Bold hen over Jorden og gravér den tilsidst, med Grenene nedad og det haardt medtagne Stykke af Stammen opad, ned i den løse Jord eller Sandet, hvor den gives til Pris for den alt ødelæggende Termit. Begærligt roder den i alle Revner og Sprækker i Jorden, henter Støv, Sand og Grus op, hæver disse Stoffer endnu højere op mod Skyen og bortfører dem med en saadan Voldsomhed, at de med en ejendommelig Lyd preller tilbage fra alle haarde Genstande, der staar dem i Vejen, svøber Himmel og Landskab ind dermed og for- vandler Dagen til mørk Kat, saa at det ængstelige Menneske tænder Lampe og Lys i sin af Støv opfyldte Bolig for ligesom at gentinde sig selv ved den brændende Flamme. Men snart overdøves Stormen. Tordenen begynder at rulle og drøne endnu mægtigere end den, og lyder nu højere end Stormens Tuden og Brusen. Endnu er Støvskyerne saa tætte, at man ikke kan se Lynene; men lidt efter lidt blander en hidtil endnu ikke iagttaget Lyd sig i det øvrige Virvar af Susen og Brusen, og dermed begynder den uendelige Nat at vige for den gryende Dag. Det er, som om der faldt tunge Hagl, og dog er det kun Regndraaber, der falder til