Naturliv

AFRIKAS URSKOVE OG DERES DYREVERDEN. 183 Nær og fjernt fra indfinder der sig Falke og Ugler, Ravne og Blaa- halse, Frankolin- og Perlehøns, Storke og Ibiser, Rørhøns og Ænder for at holde Gilde paa Græshopperne. Enhver Fugl, som overhovedet æder Insekter, ernærer sig nu og da udelukkende af de paatrængende Vandregæster. Hundreder af Taarn- og Aftenfalke, der indfinder sig i deres Vinterherberge, stormer sammen i den hjemsøgte Skov, styrter sig, saa snart nogle Græshopper flyver op, ned paa dem, griber og fortærer dem, uden derfor at afbryde deres Flugt; Ravne, Blaahalse, Næshornsfugle, Storke og Ibiser plukker dem af Grenene og ryster derved Hundreder af dem ned, der bliver et Offer for de under Træerne lurende Kammerater samt for Perlehønsene og Ænderne; Kær- og Sanghøge svæver omkring Træerne, paa hvilke Insekter overalt har indtaget Bladenes Pladser, ja, endog alvorlige Marabustorke og Sadel- storke forsmaar ikke at tage for sig af det saa tarvelige, men i saa store Masser budne Bytte. Den ganske vist aldrig døde Regnsø frembyder nu den mest brogede og tiltrækkende Vrimmel, og mere end nogen Sinde fremtræder den som et Foreningspunkt for de for- skelligste Dyr. Ved en saadan Regnsø, for den samlende Forsker et ligefremt Skatkammer i Urskoven, havde vi tilbragt flere Dage, jagende og studerende, svælget i Beundring af den storartede Vegetation og den dertil svarende Dyreverden, drillet Flodhestene, forfulgt Krokodillerne; kort sagt, nydt Jæger- og Forskerglæderne i rigeste Maal og herved glemt alt andet, endog den Tid, hvori vi levede. Men da Solen sank og indvævede sit Guld i Skovens skiftende Grønne, da de faa Pape- gøjers Skrig var ophørt, og kun en eller anden Drossels drømmende Toner lød i det fjerne, da ovre ved den anden Strand Havørnen, der nylig, som den sad paa sit grønne Hvilested, blinkede i Solen som en vidunderlig Kæmpeblomst, træt og søvnig trak sit Hoved ned mellem Skuldrene; da endog en Skare Marekatte, som havde valgt deres Sovesteder i de nærmeste høje Mimosetoppe, ikke mere lod deres gurglende Stemmer høre; da Natten brød frem, dæmringsklar og blid, kølig og mild, klangfuld og duftende som altid paa den Tid, da blegnede al Farverigdommen og al Glansen af de Billeder, som om Dagen og i Løbet af Gaarsdagen havde præget sig i vor Erindring. Uimodstaaeligt fløj vore Tanker bort mod det kære Hjem og Hjærtet blev grebet af den stærkeste Hjemve; thi hjemme fejrede