Naturliv

184 AFRIKAS URSKOVE OG DERES DYREVERDEN. man i Dag Julen. Vi havde brygget en Bolle Punsch og stoppet vore Piber med Jordens herligste Tobak; vor albanesiske Ledsager sang sine bløde, klangfulde Sange; bedaarende skøn lokkede den vidunderlige Nat Hjærte og Sanser; men Glasset torblev urørt: »Tungsindets Sky dunstede ikke bort med Røgen«; Sangen fandt ingen Genlyd hos os og Natten vinkede og lokkede forgæves. Den maatte skænke os vor Julegave og den gjorde det ogsaa! Natten i Urskoven er altid ophøjet, enten saa Himlen oplyses af flammende Lyn, Tordenen ruller og Stormen raser, eller fjerne Sole straaler paa den mørke Himmelhvælving, og ikke et Blad eller et Straa bevæger sig. Faa Minuter efter Solnedgang indhyller den Skoven. Alt, hvad der om Dagen fremtraadte klart, omsløres nu af Mørket; hvad der i Solskinnet fremtraadte i almindelig Størrelse, an- tager nu Kæmpedimensioner, kendte Træer antager spøgelseagtige Former; de hækagtige Buske og Krat tætnes til mørke Murmasser. Den tusindstemmige Larm forstummer lidt efter lidt, og for nogle Minuter indtræder der den dybeste Tavshed; da begynder der atter at blive Liv og Bevægelse paa Floden saavel som i Skoven. Hun- dreder af Cikader hæver deres klingende Stemme, der minder om en tjern Ringen med urent stemte Klokker; Tusinder af vaagnende Biller, blandt dem flere af ualmindelig Størrelse, surrer omkring de blomstrende Træer og fremkalder en lydelig Brummen: det rette Ak- kompagnement til den nævnte Klokkeringning; Frøerne, som kun ud- støder et eneste, efter deres ringe Størrelse forbavsende højt Raab, blander sig deri, og deres Stemme, der minder om Klangen af en kinesisk Gongong, giver Genlyd i Skoven i vide Strækninger. En stor Ugle hilser Natten med en dump Tuden, en lille Ugleart svarer med en høj Latter; en Natravn aflirer en og samme Strofe af sin sælsomme, knirkende Sang. Fra Floden klinger det klagende Skrig fra Natfuglen blandt Maagerne, en Saksnæb, der, strygende langs med Vandfladen, har begyndt at pløje Bølgerne; paa lave Øer og Sand- banker hæver Trielen sin skrigende Stemme, hvori en Klire eller Brokfugl blander sine tonerige, klangfulde Triller; over Rørene og Sivene ved den nærliggende Regnsø skriger en Nathejre, i de tætte Buske og Krat eller omkring Trækronerne glimrer der Hundreder af St. Hans- orme, i Floden glider en af de kæmpestore Krokodiller, som allerede før Solnedgang har forladt den lige for liggende Sandbanke, for i de