Naturliv

AFRIKAS URSKOVE OG tXÉRES DYREVERDEN. 185 lunkne Bølger at afsvale sit af Solen gennemhedede Panser; svøm- mende i selve Vandskorpen trækker den lange, i Maaneskinnet sølvglinsende, i Stjærneskæret glitrende Striber. Ovenover de højeste Trækroner svæver i lydløs Flugt lyse Ugler; langs med Bredden flyver i smukke Svingninger adskillige Katravne, mellem Træernes Kroner beskriver Flagermusene deres afbrudte Baner; fra den ene Bred til den anden drager stundom i store Skarer flyvende Hunde eller frugtædende Flagermus. Nu er ogsaa den Tid kommen, da Skovens øvrige Pattedyr kommer i Bevægelse eller i det mindste lader høre fra sig. En Schakal begynder sin snart klagende, snart glade Sang og foredrager den med ligesaa meget Udtryk som Ihærdighed; en Snes andre af samme Art stemmer øjeblikkeligt i med og kæmper en ædel Væddekamp om Sejrskransen; nogle Hyæner synes kun at have ventet paa, at disse skulde begynde paa deres Sange, for at falde ind i et mangestemmigt Kor, de tuder og ler, jamrer og jubler; en Leopard tuder, en Løve brøler, endog den i Floden endnu dvælende Flodhest hæver brummende sin ynkelige Stemme. Saaledes taler og aabenbarer Natten sig i Urskoven; saaledes beskæftigede den ogsaa mit Øje og Øre paa den tor mig uforglem- melige Dag. Biller og Cikader, Ugler og Natravne havde gjort Be- gyndelsen; da lød der skarpe, kraftige Tronipettoner gennem Skoven. Øjeblikkelig tav vor Albaneser med sine Sange, vore Tjenere og Baadførere med deres Snakken og Passiaren, og alle lyttede i aande- løs Spænding ligesom vi. Endnu en Gang smætrede og bragede det fra den anden Strand. »El fiuhl, el fiuhl!« raabte de indfødte; »Elefanter, Elefanter!« jublede ogsaa vi. , Det var første Gang at vi hørte de kæmpemæssige Tykhudede, paa hvis Stier vi næsten uaf- brudt havde vandret, hvis Spor vi saa ofte havde fulgt. Paa den modsatte Bred kom kæmpemæssige Skikkelser, der tilstrækkelig tydeligt traadte frem i den dæmrende Nat, magelige og trygge ned til Vandet for at drikke og bade sig i Floden. Den ene ettei den anden stak sin bøjelige Snabel ned i Vandet for at fylde den og deipaa tømme den ud i det store Gab eller over Skulderen og Ryggen, og den ene efter den anden steg endelig ned i Floden tor at svale sig i dens Bølger. Og som om de smætrende Trompettoner kun havde været et vækkende Raab, saa blev der nu Liv i Skoven. Tidligere