Naturliv

KARAKTERBILLEDER AF ABERNES LIV. 247 gelse, men ter sig derved saa kejtede, at de snarere opfordrer til Med- lidenhed end til Latter. Disse Skiftinge betragtes og behandles imid- lertid af deres Moder, maaske netop paa Grund af deres Hjælpeløshed, med en saadan Ømhed og Kærlighed, at Udtrykket »Abekærlighed« maa forekomme én aldeles rigtigt. Enhver Abemoder er bestandig op- tagen af Omsorgen for sin Yndling. Snart slikker hun den, snart renser hun dens Pels, snart lægger hun den til Brystet, snart løfter hun den op og holder den foran sig med begge Hænder, som om hun rigtigt vilde glæde sig ved Synet af den, snart gynger hun den frem og tilbage, som om hun vilde vugge den i Søvn. Mærker hun, at hun er Genstand for Opmærksomhed, vender hun sig bort, som om hun ikke vilde unde andre at se paa hendes Yndling. Naar den er bleven ældre og mere bevægelig, faar den engang imellem Lov til at forlade Moderbrystet og lege med andre jævnaldrende, men staar vedblivende under streng Tugt og bliver straffet med adskillige Knubs og Nap, saafremt den ikke øjeblikkelig lystrer. Ogsaa til Føden strækker Moderens Omsorg sig. Hvor gerrig hun end ellers plejer at være: med sin Unge deler hun hver eneste Bid, men tillader dog ikke, at denne skader sig selv ved at spise for hurtigt eller for umaadeligt, og skrider i saa Tilfælde ind som en forstandig Moder. Det kommer dog sjældent dertil eller til nogen haard Straf, thi Abeungen er saa lydig, at den kunde tjene mangt et Menneskebarn til Mønster. I høj Grad rørende er Moderens Optræden, naar Ungen rammes af et eller andet ondt, og skulde den dø, overgiver hun sig til den højeste Grad af Fortvivlelse. I Timer og Dage slæber hun det lille Lig med sig overalt, vægrer sig ved at nyde nogensomhelst Føde, sidder aands- fraværende og stille paa en og samme Plet og sørger sig ofte bog- stavelig til Døde. Abeungen derimod er utilgængelig for saadanne Følelser og er ogsaa mindre forladt end andre Dyr, saafremt den skulde miste sin Moder. Thi det første det bedste Medlem af Flokken, Hun eller Han, modtager den straks som Plejebarn og tilfredsstiller saaledes den for alle Aber karakteristiske Tilbøjelighed til at antage sig de smaa og hjælpeløse, kæler for den og omfavner den; men kommer dog, naar det gælder Føden, desværre ofte i Strid med sit bedre Jeg og lader tidt et Plejebarn, som ikke forstaar at skøtte sig selv, lide Nød, ja endog sulte ihjel.