Naturliv

250 KARAKTERBILLEDER AF ABERNES LIV. sig fast ved Grenene og henter allehaande Genstande op; den tjener dem til Trappe, Hængekøje o. s. v. Den paaskynder og letter imidlertid ingenlunde deres Bevægelser, men gør dem tværtimod langsommere, idet den gør deres Gang sikrere. Takket være dens stadige, overor- denlige Anvendelighed, risikerer dens Ejer aldrig at tabe Ligevægten Og styrte ned i Dybet med dets lurende Farer; men den er paa den anden Side heller ikke i Stand til at udføre nogen fri eller dristig Bevægelse. Saa at sige ved ethvert Skridt sætter den langsomt Sno- halen i Forvejen, idet den altid først lige foran sig gør denne fast og saa først slipper den Grenen med en Haand eller Fod. Den binder sig saaledes snarere fast ved Grenene end den klatrer paa dem, og derfor tænker den heller aldrig paa at vove et længere, dristigt Spring. Denne Vane, den har, stadigt at tænke paa at sikre sin egen dyrebare Person, paatrykker vore Aber snarere et Præg af Søvnighed og Ked- sommelighed end af Betænksomhed. Og det er mærkeligt, i hvilken Samklang alle de øvrige Egenskaber hos den nye Verdens Aber staar hertil. Deres Stemme er ikke saa ensidig som Kloabernes, men altid ubehagelig, for ikke endnu en Gang at behøve at sige kedelig. Den veksler gennem alle Grader, fra den fineste Hvislen til det dumpeste Brøl; den er altid præget af noget pessimistisk og klagende, og Dy- renes Optræden, naar de skriger, stemmer ogsaa godt overens dermed. Efter en kold Nat gyder Morgensolen sine varme, gyldne Straaler ud over Træerne i Urskoven, og tusindstemmigt lyder den jublende Morgen- hilsen fra Millioner af Struber. Da ruster ogsaa Brølaberne sig til at bringe deres Takoffer. Men hvorledes?! De er klatrede op i de tørre Topgrene paa et Kæmpetræ, der hæver sin Krone højt op over de andre; alle har gjort sig behørigt fast med Snohalen, og her sidder de nu og varmer sig og nyder Solskinnet. Da driver Følelsen af Vel- befindende ogsaa dem til at hæve deres Røst. En af dem, der er særlig begavet med en høj og gennemtrængende Røst, og som agerer Forsanger, ser stift paa sine Kammerater og begynder; disse ser ligesaa ligegyldigt og tankeløst paa ham og stemmer i, og de uhyggeligste, mest disharmoniske Lyde genlyder nu i Skoven, snart gryntende, snart tudende, snart brummende, snart stønnende, som om alle Skovens Dyr var i dødelig Kamp med hverandre. Den underlige Koncert begynder med nogle enkelte Brøl; disse bliver mere og mere højtlydende og følger hurtigere efter hverandre, jo varmere Forsangeren