Naturliv

KARAKTERBILLEDER AF ABERNES LIV. 251 bliver, og jo niere de andre gribes af hans Enthusiasme; derpaa gaar de over til et gennemtrængende Hyl, for lidt efter at slutte, som do begyndte. Naar man betragter disse langskæggede, alvorlige Sangere, kan man ikke lade være at le; men man bliver snart ked deraf og ærgrer sig over den irriterende Støj, de gør, der i Længden bliver lige saa kedelig som deres ensidige, snarere krybende end klatrende Bevægelser. Hvad det ene Individ gør, gør det andet straks tankeløst efter; men hvad det end gør, hvad det end foretager sig, kedeligt er det altid. Paa samme eller nogenlunde paa samme Maade optræder alle Snohale- aber. Noget friere og selvstændigere optræder nogle særligt frem- ragende Medlemmer af denne Familie, f. Eks. Kapucineraberne. I Al- mindelighed er de i aandelig Henseende temmelig tarveligt udrustede, i Reglen føjelige, tillidsfulde og godmodige, men ogsaa dumme og klynkevorne; stundom kan man dog ogsaa træffe paa egensindige og lumske Individer. Ganske vist hæver de sig saaledes over Kloaberne, men de staar langt under den gamle Verdens Aber. Sandsynligvis gør man dem ikke Uret, naar man siger, at de har faaet deres Fædres daarlige Sider, men ikke deres gode. Deres Godmodighed opvejer, bortset fra den Omstændighed, at denne Egenskab ikke lindes hos alle Arter, ikke paa nogen Maade den Mangel paa Foretagelsesaand, Liv- lighed, Bevægelighed og Energi, Klogskab og Opfindsomhed, der karak- teriserer dem alle, og hvilke Egenskaber stiller den gamle Verdens Aber saa højt. Deres evindelige Piben og Jamren forringer i vore Øjne de gode Egenskaber, som ellers vilde kunne gøre dem til vore Venner. Ligesom den nye Verdens Aber deles ogsaa de i den gamle Ver- den levende i to Grupper, som man maaske endog kunde kalde Familier, skøndt Tandbygningen er omtrent den samme hos begge. Vi kalder den ene Hundeaber, den anden Menneskeaber; man vil kunne sige, at de første repræsenterer den virkelige Abenatur, medens de sidste allerede staar noget højere. Hvad jeg ovenfor har sagt, gælder særligt de førstnævnte. Til dem hører saavel smukke som stygge, saavel nyde- lige som modbydelige, saavel glade som alvorlige, saavel godmodige som onskabsfulde Aber. Egenlig misdannede Skikkelser findes ikke blandt dem, idet man maa indrømme, at selv de hæslige Arter eller de, der forekommer os hæslige, har en symmetrisk Legemsbygning; men de har adskillige, i mere end én Henseende latterlige Fyre at