Naturliv

290 KARAVANER OG ØRKENREJSER. Klipper i Arabiens Bjærge klatrer Ørkenstenbukken, soler Fjeldgræv- lingen sig, bygger Lammegribben Rede, medens et ikke ubetydeligt Antal andre Fuglearter befolker Spidser og Kløfter, Klippevægge og Dale, hvorimod fra de mørke Klippestykker i lavere Ørkenegne kun den kulsorte Stenskvætte lader sin afvekslende og klangfulde Sang høre. Saaledes viser Overensstemmelsen med Ørkenen sig inden for enhver Del af denne hos enhver af de derlevende Skabninger, og just herved adøver denne Ørken allerede den første Dag paa ethvert tænkende, følelsesfuldt og kraftigt Menneske et Indtryk, som med hver Dag bliver stærkere og stærkere. Et kraftigt Legeme, et følelsesfuldt og modtageligt Sind kræver Ørkenen af ethvert Menneske, som vil lære den at kende, som vil blive til en vis Grad hjemme dér. Den, der ikke kan udholde de Besvær- ligheder, som møder én dér, den, som frygter dens Sol, skyr dens Sand, maa blive hjemme. Selv med en klar Himmel, rolig og varm Luft, ja endog med kølende Pust fra Nord er Dagen i Ørkenen tung og møjsommelig. Pludselig, næsten uden Dæmring, tiltræder den sit Herredømme. Kun i Hærheden af Havet eller store Floder, som gennemstrømmer Ørkenen, kanter Morgenrøden for at hilse Dagen den østlige Himmelrand med Purpur: midt paa de store Sandsletter kommer med den første Rødme i Øst ogsaa Solen frem. Den hæver sig over Sletten som en Ildkugle, der synes at ville sprænge sit Hylster. Med dens Fremtræden er Morgenens Friskhed borte. Umiddelbart efter sin Opgang nedsender den glødende Straaler, som om den befandt sig midt paa Himlen. Om end den ofte friske, kvægende Nordenvind blæser i Maaneder, medfører den dog ikke saa megen Kølighed, at den ejendommelige Sitren og Bølgen i den over Sandet udbredte Luft forsvinder. Himmel og Jord flimrer i en Fylde af Lys, en ube- skrivelig Hede udstrømmer fra Solen og kastes tilbage fra Sandet. Hver Time stiger Lyset og Heden, og der er ingen Mulighed for at undfly nogen af dem. Karavanen er brudt op med den første Solstraale og drager lyd- løst fremad; langt borte skrider Lastkamelerne, efter dem deres Førere med spænstig Gang. Drevne til fuldt Trav iler Ridekamelerne forbi de førstnævnte, og snart taber Rytteren Lastdyrene af Sigte. Fremad gaar det med uformindsket Fart. Alle Ben synes at knage under de Stød, som de ilende Dyr foraarsager. Solen brænder og trænger stik-