Naturliv

292 KARAVANER OG ØRKENREJSER man kommer det nærmere; Rytterne lader, som om de vil lade det drage forbi, holder deres Dyr an og rider langsommere. En lader sig fra Sadelen glide ned imod Jorden, standser sit Dyr et Øjeblik og skyder under dets Bug; i et Nu er Vejviseren hoppet af Sadelen for at sikre sig det faldne Vildt; jublende slæber han det frem, anbringer det behændigt ved Sadelen, og saa gaar Rejsen videre. Henimod Middag holder man Hvil. Findes der nogen Sænkning, opdager man da sikkert en skærmfonnig Mimose, hvis tynde Blad- tag byder en sparsom Skygge; men udbreder Sandsletten sig uover- skueligt for Rytterens Øje, saa dannes der et nødtørftigt Telt af fire i Sandet nedstukne Lanser og et mellem dem udspændt Uldtæppe. Men glødende er Sandet, som udgør Hvilepladsen, hed og trykkende er Luften, som man indaander; Mathed og Slappelse bemægtiger sig endog den indfødte, hvor meget mere da Manden fra Norden. Man længes efter Hvile uden at finde den, efter Vederkvægelse uden at nyde den. Blændet af det overvældende Lys og den flimrende Luft lukker man Øjnene; pint af den brændende Hede, plaget af en uud- slukkelig Tørst vrider man sig søvnløs paa sit Leje. Blytungt skrider Timerne af Sted. Lastkaravanen drager forbi, forsvinder for Øjet i en taagehyllet Luftsø, paa hvis Bølgelag Kamelerne synes at svæve; endnu bliver man liggende i samme Stilling, endnu lider man af de samme Be- sværligheder. Solen har for længe siden overskredet Middagshøjden; men den vedbliver med samme Styrke som før at nedsende sine glø- dende Straaler. Endelig bryder man op sent paa Eftermiddagen. Og atter et Ridt, saa den raske Fart fremkalder et næsten svalende Luft- pust, indtil Lastkamelerne igen er i Sigte og kort efter naaes. Syn- gende skrider Kamelførerne af Sted bag ved deres Dyr; en af dem foredrager nu Sangen, de øvrige stemmer med i Omkvædet. Naar man betænker de Besværligheder, som en Kamel driver maa døje og udstaa paa Ørkenrejsen, undrer man sig i Sandhed over, at man hører ham synge. Før Dagens Frembrud belæsser han sit Dyr, hvorefter han giver det nogle Haandfulde blødt, kogt I) urrak om; Durraen er begges eneste Føde. Hele den lange Dag igennem gaar han bagved sit Dyr, uden at nyde en Bid mere, allerhøjst forfrisker han sig engang imellem med en Slurk stinkende Sækkevand. Solen svider hans Isse; det glødende Sand brænder hans Fødder, og den hede Luft