Naturliv

KARAVANER OG ØRKENREJSER. 293 tørrer hans sveddryppende Legeme. Han har ikke Tid til Rast eller Hvile; han maa maaske omlaste nogle af Dyrene, atter fange et eller andet, som er løbet fra ham; og dog synger han nu sine Viser. — Det er Ørkenens Nat, som har en saadan Virkning. Naar Solen gaar til Hvile, synes disse fortørrede Ørkenbørns Lemmer at opfriskes paa ny; thi ogsaa de ligner i alle Henseender deres Moder, Ørkenen: med den gløder de ved Middagstid, med den blomstrer de om Natten. Saa snart Solen gaar ned, drømmer de selv vaagne Digterens gyldne Drøm. Sangeren priser vandrige Brønde omgivne af Palmegrupper med mørke Telte imellem; i et af Teltene hilser han en brun Pige, som bringer ham sin Velkomsthilsen; han berømmer hendes Skønhed, ligner hendes Øjne ved Gazellens og hendes Mund med Rosen, hvis Duft i Form af Ord kvæger hans Øre; han forsmaar for hendes Skyld Sultanens førstefødte Datter og længes efter den Stund, da Skæbnen tillader ham at dele sit Telt med hende. Hans Ledsagere formaner ham imidlertid til at rette sine Længsler mod et højere Maal og henvender derfor den ene Gang efter den anden hans Tanker paa Profeten, »som stiller vor Længsel, vor Attraa.« Saadanne Toner lyder den nordiske fremmede i Møde, og ogsaa over hans Læber trænger sig Hjemmets Sange. Og naar saa det sidste purpurrøde Skær af den nedgaaende Sol gløder, naar Natten breder sit Trolddomstæppe over Ørkenen, da synes han, at det vanske- ligste er let, at han under Dagens Hede ikke har kendt til Tørst, under Ridtet ikke til nogen som helst Besværligheder. Muntert springer han af Sadelen, og medens Førerne aflæsser og binder Kamelerne, gør han Sandet til sit Leje, udbreder Maatte og Tæppe derpaa og over- giver sig med Velbehag til den længselsfuldt ventede Hvile. I nogle faa Skridts Afstand oplyses Sletten af et lille Baal, om- kring hvilket Ørkenens, halvnøgne, mørkhudede Sønner travlt bevæger sig. Flammen kaster sit spøgelseagtige Skin paa dem, der i Nattens Halvmørke ser ud som Skygger; Pakker og Kister, Sadeler og Red- skaber antager underlige Former; Kamelerne, som ligger i en vid Kreds et Stykke derfra, forvandles til Spøgelser, naar deres Øjne gløder mørkt i Genskinnet fra Ilden. Mere og mere stille bliver det i Lejren. Den ene efter den anden af Ørkenens Sønner forlader Ka- melerne, med hvilke han har delt sit nødtørftige Aftensmaaltid, svøber sig ind i sin lange Kappe, kaster sig paa Jorden og smelter sammen