Naturliv

294 KARAVANER OG ØRKENREJSER. med Sandet. Ilden flammer endnu en Gang op og slukkes. Natten breder sig over Lejren. Hvem er vel iStand til at skildre en Kat i Ørkenen: det maatte være en Digter af Guds Naade; hvem er vel i Stand til at beskrive dens Skønhed, om han end selv har oplevet den, selv om han har vaaget, drømt og svælget i dens Herlighed. Efter Dagens Hede er den den milde, belønnende Forsoner, Giveren af et uudsigeligt Vel- være, er den den fredelige og glædebringende Tid, som Manden længes efter som efter den elskede, der trøster ham efter hans lange Venten. »Leila«, Ørkenens stjerneklare Nat, er for Araberen Indbegrebet af alt højt og herligt. Leila kalder han sin Datter; med Ordene »min stjerneklare Nat« kærtegner han sin elskede. »Leila, o Leila« sætter han i sine Digte som klingende Slutningsrim. Men hvorledes er ikke ogsaa denne Nat, som her i Ørkenen efter al Dagens Tyngde og Hede opliver Sjæl og Sind! I uanet Renhed og Klarhed lyser Stjernerne paa den mørke Himmelhvælving; Skinnet fra de nærmeste kan endog kaste svage Skygger paa lys Grund. I fulde Drag indaander Men- nesket den rene, friske, vederkvægende Luft, med Henrykkelse lader han sit Øje vandre fra Stjerne til Stjerne. Mere og mere synes deres Lys at sænke sig ned til ham; Aanden sønderriver de Lænker, der binder den til Stoffet, og træder i Samkvem med andre Verdener; ikke engang en Græshoppes Piben afbryder hans Tanker. Først nu fatter han Ørkenens Storhed og Majestæt; dens usigelige Fred drager ind i hans Hjerte. Men ogsaa stolt Selvbevidsthed fylder hans Bryst. Her midt i den uendelige Ørken, saa ensom, berøvet alt menneskeligt Selskab og Hjælp, kun henvist til sig selv, føler han sin Selvtillid, sit Mod og sit Haab vokse. Uendeligt lyse Drømmebilleder svæver for hans vaagende Øje, levende og fængslende vedbliver de at drage forbi hans Sjæl, selv efter at Stjernerne er begyndt at flimre, Tankerne er bievne uklare, og Øjet har tillukket sig. Med en saadan Vederkvægelse for Legeme og Sjæl, som Ørken- natten frembyder, bæres den følgende Dags Besværligheder lettere, hvor stor Selvbeherskelse der end udkræves for at nyde Vandet, der stadig bliver siettere og siettere. Virkelig Hvile, ublandet Velbehag medfører dog kun Opholdet ved en Ørkenbrønd. Idet man stadig- trues af Mangel paa de nødvendigste Næringsmidler, er enhver Ørken- rejse en rastløs Jagen og Hasten fremad, og som Følge deraf eksisterer