Naturliv

LAPLANDS FUGLEBJÆRGE. 23 kastede sit Rosenskær ogsaa paa Væggene af vort Bjærg, indtraadte den Stilhed og Bo, som Midnatten ogsaa i det høje Norden plejer at bringe. Havet omkring Bjærget var blevet tomt, alle de Fugle, som hidtil havde fisket og dykket deri, var fløjne op paa Bjærget; her sad de nu, hvor de kunde tinde en Siddeplads, i lange Rækker paa Hun- dreder og Tusinder, idet de dannede lange, blændende hvide Linier, der alle uden Undtagelse vendte Brystet mod Havet. Deres sårr« og »err«, der trods hvert enkelt Individs svage Røst næsten havde bedøvet os, var forstummede, og kun Brændingen, som brødes der- nede mod Klippen, bruste og brolede nu som før op til os. Først da Solen atter var staaet op, begyndte paany det tidligere vrimlende Liv, og da vi tilsidst tiltraadte Hjemrejsen og steg ned samme Vej, som vi var klatrede op, indhylledes vi atter af den tætte Sky af de opskræmte Dyr. Det er ikke alene ved deres Masseoptræden, at Alkerne fængsler vor Opmærksomhed; ogsaa deres Liv og Vaner frembyder mange interessante Sider. Deres Selskabelighed naaer i Rugetiden en ual- mindelig Højde. Som fuldendte Søfugle lever alle Alker indtil dennes Begyndelse udelukkende ude paa det aabne Hav, trodsende den strængeste Vinter og de mest rasende Storme. Selv i den lange Vinternat forlader de ikke, eller da kun i enestaaende Tilfælde, deres nordiske Hjem, men strejfer i Skarer paa Hundreder og Tusinder fra den ene Fiskegrund til den anden og forstaar ligesaa sikkert at finde alle aabne Steder mellem Isen, som ude paa det aabne Hav andre Steder, der byder dem Føde. Men naar Solen atter stiger højere, rører der sig kun én eneste Følelse i dem, Kærligheden, en ubetvin- gelig Længsel efter saa snart som muligt atter at naa til det Bjærg, hvor deres Vugge stod. De drager da alle omtrent ved Paasketid mere svømmende end flyvende til Bjærget. Men nu findes der blandt Alkerne flere Hanner end Hunner, og ikke enhver af de førstnævnte har været saa heldig at erhværve sig en Mage. Blandt andre Fugle leder dette Misforhold til uafbrudte Kampe, blandt Teisterne bliver Freden ikke forstyrret derved. De beklagelsesværdige Skabninger, som vi i de menneskelige Forhold og menneskelige Sprog kalder Ungkarle, iler, lige saa vel som de lykkelige, undervejs legende og hinanden kærtegnende Par, mod Bjærget, flyver op sammen med disse og drager med dem ud paa Jagt paa det nære Hav. Saa snart