Naturliv

land OG FOLK MELLEM NILENS KATARAKTER. 311 findes dog ikke, i det mindste ikke paa den Vej, pua hvilken, bortset fra de gennemgaaende Farter, de udelukkende for Faldene udrustede Baade bevæger sig. Naar man, sejlende op ad den hellige Flod, har ladt den nord- østlige Indsnævring af Bredden mellem »Kædebjærgene« bagved sig, forandrer Landskabet sig pludselig. Ægypten eller den neden for liggende brede Floddal, der ud imod Havet udvider sig til en uendelig Slette, ligger bag veel den rejsende, og Nubiens Klippetærskel optaarner sig for hans Øje. Modsætningen er overraskende. I Stedet for et ensformigt Landskab breder der sig et, der er fuldt af Afveksling. Vel har ogsaa det ægyptiske Landskab meget, der vederkvæger Hjerte og Øje, vel smykker ogsaa det sig, i Særdeleshed i Morgen- og Aften- timerne, med en sydlig Belysnings vidunderlige Glans; men i det store hele fremtræder det ensformigt, idet man overalt ser et og det samme, enten man saa retter Blikket mod Sand- og Kalkstensklipperne eller lader det svæve over Floden og Markerne. Et og samme Billede kommer Hundreder af Gange igen, næppe i mindste Maade forandret. Bjærge og Sletter, Flodbredder og Øer, Mimoselunde, Palmegrupper og Sykomorkrat, Byer og Landsbyer bærer i alt væsenligt det samme Præg. Men naar man er kommen til Klippemasserne ved den første Katarakt, den sidste Slaa, som den mod Havet fremtrængende Elod har sprængt, ender dermed Ægypten og begynder Nubien. Nu glider Baaden ikke mere paa den i majestætisk Ro tlydende Flod, nu baner den sig møjsommeligt Vej mellem Klippemasserne over de Klippekegler, der hæver sig over Bølgerne. Højt oppe paa den stejlt nedfaldende venstre Bred viser der sig en ubetydelig og dog stemningsfuldt virkende arabisk Bygning, den første Katarakts Skytspatron, Schejk Musas Grav; derefter den palme- rige 0 Elephantine og straks derpaa Assuan. Klippemasserne, fra hvis Flade de fremstormende Bølgers mange tusindaarige Arbejde ikke har formaaet at udslette de paa Pharaonernes Tid indristede Skrift- tegn, spærrer for Sejladsen og tvinger Boden til mangfoldige Bugt- ninger, indtil den øndelig linder en tryg Landingsplads i en rolig Vig, til hvilken dog Faldenes Brusen trænger klart og tydeligt. Det er en gammel, ærværdig' Jordbund, livorpaa vi nu staai. Gennem det gamle ægyptiske Folks nysnævnte Skrifttegn talei forbigangne Aaitusiridøi til os paa et forstaaeligt Sprog. »Ab« eller Elfenbenspladsen Elephan-