Naturliv

LAND OG FOLK MELLEM NILENS KATARAKTER. 323 var bestemte til at afgive det af Paschaen ligeledes forlangte Kamelfoder. En herlig Fest, som Ismael aldrig havde set Mage til, vilde Melik Nimmr give for sin Herre og Hersker; derfor bad lian om Til- ladelse til ogsaa at turde indbyde alle Officererne ved Ægypterens Hær og erholdt Paschaens Tilladelse dertil. Hærførerens Stab af Of- ficerer samles nu til Gæstebud i Kongeboligen. Udenfor tordner snart Lyden af Tarabukaen, Landets Tromme, der saavel opflammer til Dans som til Kamp: de unge, festligt salvede Folk øver sig i glade Danse. Slyngede Lanser svirrer gennem Luften og opfanges behændigt og sikkert paa de smukke Skjolde af de lige overfor dansende; Kæmper, der svinger sig parvis i Krigsdanse, truer hinandens Hoveder med de lange Sværd, der ikke mindre behændigt pareres med Skjolde og Klinger. Ismael nyder i høj Grad Synet af de smukke, brune, unge, Mænd, deres yndefulde Bevægelser, deres dristige Anfald og det dyg- tige Forsvar. Tættere og tættere bliver den vrimlende Skare foran Festsalen; flere og flere Sværddansere optræder, heftigere og vold- sommere bliver deres Bevægelser, og stedse hurtigere Takten fra de larmende Trommer. Pludselig faar Tarabukaen en anden Lyd. Til Hundreder af Folk fra alle Sider og Kanter i Schøedi, i Nabobyerne og paa den anden Side Nilen, lyder Trommerne. Høje, gennem- trængende Skrig gennemskærer Luften; Kvinder, blottede til Hofterne og med Støv og Aske i deres indsmurte Haar, kommer styrtende frem med Fakler i Hænderne og slynger disse imod Kongeboligen og de omkringliggende Halmstakke. Øjeblikkeligt stiger en uhyre Ildsøjle mod. Himlen, og ind i Flammerne, fra hvilke der lyder hjerteskærende Skrig, Forbandelser og Klager, flyver de dansende Krigeres dødbrin- gende Spyd. Hverken Ismael eller en eneste af lians Festkammerater undgaar den kvalfulde Død i Flammerne. Det er, som om det underkuede Folks Kæmper vokser op af Jorden. Enhver, som kan bære Vaaben, vender sig mod de grusomme Fjender; Kvinderne træder, glemmende deres Køn, ind i de stridendes Rækker; gamle Mænd og Børn kæmper med den samme Kraft og Udholdenhed som Manden for et og samme Maal. Paa en Nat befries Scheedi og Metamnie for alle Fjender; kun nogle faa af Folkene, de i de fjernere Byer liggende Ægyptere, undgaar Blodbadet og bringer det sørgelige Budskab til den anden i Kordofån stationerede Hærfører. 21*