Naturliv

LAND OG FOLK MELLEM NILENS KATARAKTER 333 Tillid, og for det bedøvede Øre bliver Bølgernes Brusen til sidst en Sang, der opfordrer til Søvn og Ro. Men næste Morgen, hvilken Op- vaagnen! I Øst gløder Himlen i Purpur og Guld; de gamle Klippe- kæmper slaar en skinnende, rød Kappe om deres Skuldre og glimrer i det funklende Lys, som om de var af poleret Staal. Lys og Skygge væver paa de sorte Klippemasser og i de med guldgult Sand fyldte Kløfter Ørkenens vidunderlige, ubeskriveligt herlige Farvedragt; Tusinder og atter Tusinder af Vandperler glimrer, funkler derimellem, og Floden bruser dertil sin vældige, evigt den samme og evigt vekslende Sang. Et saadant Skuespil, en saadan Sang fylder ethvert Menneskehjerte med Beundring og Henrykkelse; med virkelig Andagt tilbringer man sin Morgen paa denne storartede Skueplads. Først hen paa Formid- dagen begynder den regelmæssigt fra Syd kommende Vind at bevæge Sejlene; med den begynder paa ny Arbejde og Fare, Møje og Strid, Bekymring og dristige Forsøg, og saaledes gaar den ene Dag efter den anden, saaledes lader den rejsende det ene Fald efter det andet bag sig. Farten op ad Floden er farlig og tidsspildende, Farten ned ad Eloden et Vovestykke uden Lige, en halsbrækkende Jagen gennem Bølger og Fosser, Hvirvler og Fald, snævre Passager, en overmodig Leg med Livet. Baadens Fart ned ad Strømmen gennem Katarakternes hele Om- raade foretages paa Fartøjer, der bygges i Sudan og er bestemte for den nedre Floddal. Henved 10 °/o af disse forliser paa Rejsen; at der ikke forholdsvis gaar ligesaa mange Mennesker tabt som Fartøjer, kan kun forklares ved den uovertræffelige Svømmedygtighed hos de nubiske Sømænd, der ikke engang altid dukker ned, naar de af Bøl- gerne er bievne slyngede mod en Klippe, men i Reglen driver med Bølgerne og paa denne Maade lykkeligt naaer Land. Jeg skal forsøge saa tro som muligt at gengive nogle Billeder fra en saadan Rejse ned ad Floden. Seks nybyggede Fartøjer af tungt Mimosetræ, der synker i Vand, højt skattet og søgt i Ægypten, ligger, Syd for den tredje Katarakt, fortøjede ved Flodbredden; det til samme hørende Mandskab hviler paa nogle Sandpletter mellem de sorte Klippeblokke, hvor de har tilbragt Natten. Det er endnu tidligt om Morgenen og tyst og stille i Lejren; kun Floden taler sit brusende Sprog. Den gryende Dag vækker de