Naturliv

334 LAND OG FOLK MELLEM NILENS KATARAKTER. sovende; den ene efter den anden gaar ned til Floden og foretager de foreskrevne Tvætninger til den tidlige Morgenbøn. Efter at have holdt Bøn vederkvæger man sig med et hastigt og knapt Maaltid; derefter iler gamle og unge til en Schejks eller Helgens Grav, hvis hvide Kuppel blinker frem fra en mørk Dal mellem lysgrønne Mimoser, for her under Ledelse af den ældste Baadfører, der gør Tjeneste som Imam, at bede en søerlig Bøn om lykkelig Rejse. Naar man er kom- men tilbage til Baaden, kaster man endelig, følgende en ældgammel, hedensk Skik, nogle Dadler i Floden som til Offergave. Endelig kalder enhver Baadfører sit Mandskab til deres Poster. »Kast los! ro Folk, ro, ro i Guds, den Almægtiges Navn!« lyder hans Raab. Herpaa begynder han at istemme Omkvædet af en evigt til- bagevendende Vise; en af Rorkarlene optager Sangen og synger det ene Vors efter det andet, alle de andre akkompagnerer ham med de i Takt gentagne Ord: »Hjælp os, hjælp os, oMohammed, hjælp os, Du Guds Sendebud og Profet!« Langsomt bevæger Fartøjet sig af Sted imod Strømmens Midte, hurtigere og hurtigere glider det ned ad Floden; nogle Minutter efter iler det med uophørligt stigende Fart ned mellem Klippeøerne oven for Faldene. »O Said, giv os Lykke, giv os Held!« beder Baadføreren, medens Matroserne vedbliver at synge. Hurtigere og hurtigere dykker Aarerne ned i de grumsede Bølger; Sveden rinder i Strømme ned ad Sømandens brune Krop, der er smurt i Gaar og er nøgen ned til Hofterne; enhver Muskel er spændt og i Virksomhed. Roes og Dadel, opmuntrende Ord og Eder, Bønner og Trusler, Velsignelser og For- bandelser afveksler i Førerens Mund, alt efter som Baaden stormer af Sted niere eller mindre efter hans Ønsker. De med al Kraft fore- tagne Aaretag paaskynder, uagtet deres Bestemmelse egentlig kun er at styre Fartøjet, den i og for sig umaadeligø Hurtighed og forøger stundom Faren lige saa meget, som de søger at afværge den. Føreren synes derfor at være undskyldt, naar han anvender alle de Midler, der staar til hans Raadighed, for at opflamme sine Folk. »Læg Jer paa Aarerne! arbejd, arbejd Drenge; vis Jeres Kraft, I Sønner og Efterkommere af Helte; bevis Jeres Mod, tapre; pris Profeten, I ret- truende! Tænk paa Meriesaen, tænk paa Eventyrene i Kairo, alt dette vil blive Jeres. Bagbord siger jeg, I Hundesønner, Kristne, Jøder, Hedninger, Kaffere, Ildtilbedere! hører I, I Slyngler, Lømler,