Naturliv

EN REJS K 1 SIBERIEN. 351 Dyrebilleder, rosende Skrivelser, sendte af Regeringen, det store Stats- segl, der med en pudsig Omhyggelighed var indviklet i en Mængde broget Silketøj, ejendommelige Pile af en Betydning, som kun en kinesisk Hjærne kan tillægge dem, Vidnesbyrd om europæisk Husflid og meget mere. Konversationen gik overord enlig afmaalt, stift og trægt for sig. Hvad vi sagde, blev oversat fra fransk til russisk, fra russisk til kirgisisk, fra kirgisisk til kinesisk og Svarene givne i om- vendt Orden; det var derfor intet Under, at Samtalen fik en særdeles højtidelig Tone. Efter Frokosten kom der nogle kinesiske Bueskytter ind for at vise os Prøver paa deres Dygtighed og krigeriske Dyder; derpaa førte Dschandsun os selv i egen høje Person ud i sin Køkken- have, for at lade os smage paa, hvad denne havde at byde. Endelig affærdigede han os, og vi red nu gennem Byens Gader og Torve, fandt i en Tatars Hus Gæstfrihed og et udmærket Maaltid, der særligt blev krydret ved Nærværelsen af den overordenligt smukke, unge Erue, der til Ære for os blev kaldt ind i Mandens Værelse. "Ved Solnedgang forlod vi dette ogsaa i historisk Henseende mærkelige Sted. Tschukutschak er den samme Stad, der i Anret 1867 efter en langvarig Belejring faldt i Hænderne paa Dunganerne, en mongolsk Folkestamme, der bekendte sig til Islams Lære og befandt sig i stadigt Oprør mod det kinesiske Herredømme. Den blev totalt ødelagt og jævnedes med Jorden. Af de 30,000 Indbyggere, som Tschukutschak kort forinden skulde have haft, var over en Tredjedel flygtet fra Byen, men de øvrige, hvem de den ene Gang efter den anden afslaaede Stormangreb havde gjort trygge, var til deres egen Fordærv forblevne der og blev dræbte til sidste Mand. Da den 'sidste Storm lykkedes for Dunganerne, for de frem med den samme Grusomhed og Umenneskelighed, som Kine- serne plejede at vise mod dem. Alle, hvem der ikke faldt for Sværdet, blev kastede i Flammerne. Da vor Rejseledsager, Oberst Friedrichs, fjorten Dage senere besøgte det Sted, hvor Tschukutschak havde staaet, kredsede ingen Røgskyer mere om de forkullede Tagrygge, Ulve og Hunde, der var tykke efter at liave fraadset i Menneskelig, luskede mætte afsted, da han kom i Nærheden af Stedet, eller ogsaa lod de sig ikke forstyrre i deres uhyggelige Maaltid, men gnavede roligt videre paa deres tidligere Herrers Ben; Ørne, Gribbe, Ravne og Krager deltog i Gildet. Hvor man havde maattet gøre Plads, var Ligene