Naturliv

364 EN REJSE I SIBERIEN. Tundraen, tvungne til hver Time, hver halve Time, til sidst ved hver tusinde Skridt at standse, trække Vejret og livile, uagtet det næppe var os muligt at linde Hvile for Myggene. Utallige Høje overskredes, lige saa mange Dale gennemstrejfedes, en Masse Kær, Moradser og Sumpe gennemvandredtis; Hundreder af navnløse Søer gik vi forbi, Bække og Sumpe maatte vi over. Uvenligere kunde Tundraen ikke godt modtage os. Vinden piskede nu lin Regn i Ansigtet paa os; i de gennemblødte Pelse lagde vi os ned paa den vaade Jord uden noget Tag over os eller nogen varmende Ild ved Siden af os, stadig hjemsøgte og plagede af Myggene. Mon Solen tørrede atter vore Klæder og indgød os nyt Mod og nye Kræfter: vi gik videre fremad. En god Nyhed styrker og opliver mere end Hvile og Søvn. Vore Folk opdagede to Tschumer, og gennem vore Kikkerter kunde vi tydeligt se, at de var omgivne af græssende Rensdyr. Inderligt lykkelige saa vi os allerede ligge mageligt ud- strakte paa det eneste her mulige Køretøj, Slæden, samt foran os de ejendommelige Hjortespand, som skaffer denne saa hurtigt afsted. Vi naaer hen til Tschumerne og Rensdyrene; men et uhyggeligt Syn viser sig for vore Øjne. Blandt den græssende Hjord raser Miltbrand, den frygteligste, ogsaa for Mennesket farligste af alle Dyresygdomme, den ubønhørlige, uden Naade tilintetgørende Dødsengel, over for hvem Mennesket staar afmægtig, der her til Lands forarmer hele Folkeslag og lige saa skaanselsløst kræver sine Ofre blandt Mennesker som blandt Dyr. 66 døde Rensdyr tæller jeg i Tschumernes umiddelbare Nærhed; hvorhen end Blikket vendes, støder det paa Lig, paa faldne, i de sidste Trækninger liggende Hjorte, Kvier og Kalve. Andre kommer med Døden i Hjertet springende hen til de allerede til Afrejsen ud- rustede Slæder, som om de haaber at linde Hjælp og Redning i Menneskers Nærhed, lader sig ikke drive bort, staar et Minut eller to med døsige Øjne og Forbenene overkors stille paa en Plet, vakler frem og tilbage, udstøder nogle stønnende Lyde og styrter om; et hvidt, fraadende Skum trænger ud af Næse og Mund paa den — nogle Træk- ninger, og der ligger ét Lig til paa Jorden. Nogle Rensdyrskvier med deres Kalve skiller sig fra Hjorden; Mødrene ender deres Liv under de samme Symptomer, Kalvene betragter nysgerrigt og undrende deres Mødre, der ter sig saa besynderligt, eller græsser sorgløst ved o