Naturliv

366 EN REJSE I SIBERIEN. dens Omfang. Derfor købte vi nye, som det synes, fuldstændig friske Rensdyr, spændte dem for tre Slæder, læssede vor Bagage paa disse og drog lettet videre, gaaende ved Siden af. At spise Rensdyrkød, som vi havde haabet, og hvorpaa vi havde gjort Regning, forbød den frygtelige Sygdom os; saa meget ivrigere og ængsteligere spejdede vi derfor rundt om for at faa fat i et eller andet mindre Vildt, for at kunne skyde en Rype, en Bekkasin, en Hjejle eller en And. Skaanende vort knappe Forraad saa meget som muligt, samledes vi, saafremt den allerringeste af Dianas tjenende Nymfer havde været os huld, omkring den med Vanskelighed vedligeholdte Ild, for, saa godt vi kunde, at stege et saa ubetydeligt Bytte paa Spiddet; men vi fik ikke mere Lejlighed til at spise os virkeligt mætte. Efter at vi havde krydset den af Schungei dragne Dødsvej, havde vi den store Lykke ved Bodarata, vort næste Maal, endnu en Gang- at træffe paa en Tschum, endnu en Gang at støde paa Rensdyr. Med disses Hjælp drog vi afsted mod Havet, men maatte vende om igen, uden at have sat Foden paa Stranden; thi foran os laa der ikke blot et utilgængeligt Morads, men ogsaa en uoverskuelig Hob af Rens- dyrlig; vi stod endnu en Gang foran den Vej, ad hvilken Schungei var flygtet hjemad, og vor nye bekendt, Hyrden Sanda, vovede ikke at krydse denne Vej. Thi ogsaa inden for hans Hjord mejede Høstmandens Le; og- saa hans og endnu mere hans Naboes Hus havde Ødelæggelsen hjem- søgt. Den Mand, der hidtil havde vandret med ham og vogtet hans Hjorde sammen med ham, havde spist af et fedt, af Miltbrand smittet Rensdyr, som han kort før Døden havde slagtet i al Hast, og denne uforsvarlige Uforsigtighed havde han maattet betale med sit eget og sin Families Liv. Tre Gange havde Hyrden Sanda flyttet sin Tschum, for hver Gang havde han maattet grave en Grav mellem de faldne Rensdyrlig. Først var to døde og bievne begravede; derefter fulgte den letsindige Mands Karl og den tredje Dag han selv. Et Barn var endnu sygt og vaandede sig i forfærdelige Pinsler, da vi tiltraadte Rejsen mod Havet; dets Klager var forstummede, da vi kom tilbage til Tschumen; en fjerde Grav havde modtaget det femte Offer og dog skulde det ikke blive det sidste. En af vore Folk, Ostjaken Hadt, en villig, altid glad og munter Mand, som vi alle havde lært at sætte Pris paa, havde i et Par Dage