Naturliv

EN REJSE I S1BER1EN. 367 klaget over forfærdelige, uafbrudt voksende Smerter, særligt klagede han over en stedse mere og mere tiltagende Kulde. Vi havde lagt ham paa en Rensdyrslæde, da vi styrede Kursen mod Hyrdens Tschum, paa samme Maade skaffede vi ham afsted, da Tschumen flyttedes for femte Gang. Han laa nu klagende og jamrende mellem os ved Ilden. Tid efter anden rejste han sig op, tog Klæderne af og lod Varmen fra Ilden strømme ud mod sit blotte Legeme; paa samme Maade søgte han at varme sine stive Fødder, som han vendte imod Flammerne og han syntes ikke at lægge Mærke til, at disse næsten sved hans Fodsaaler. Endelig faldt vi i Søvn og han sandsynligvis ogsaa; da vi vaagnede den næste Morgen, var hans Plads tom. Men et Stykke derfra uden for Tschumen sad han, uden at sukke eller klage, lænet mod en Slæde med Ansigtet vendt mod Solen, hvis varmende Straaler han havde søgt. Hadt var død. Vi jordede ham nogle Timer senere paa den blandt hans Folk herskende Vis; han havde været en hæderlig »Hedning« og skulde derfor begraves paa Hedningevis. Vore »rettroende« Ledsagere væg- rede sig herved; vore hedenske Kammerater udførte derfor med vor Hjælp det ganske vist ikke kristelige, men dog menneskekærlige Ar- bejde. I den femte Grav laa nu det sjette Offer. Skulde denne Grav blive den sidste? Ufrivillig gjorde jeg mig selv dette Spørgsmaal; thi jeg saavel som vi alle følte os uhyggeligt til Mode i dette Dødens Hjem. Til alt Held blev Hadts Grav den sidste paa denne Vej. Alvorligt, meget alvorligt stemte, kæmpende med en stedse føle- ligere Mangel paa Levnetsmidler, drog vi paa ny videre mod Schtschut- schja. Sanda sørgede saa nogenlunde for vore Folk; vor Jagtkunst skaffede os selv lige akkurat, hvad vi behøvede. Da det paa én eneste Formiddag lykkedes os at faa fat i en hel Gaasefamilie og vi desuden skød nogle Ryper, Bekkasiner og Hjejler, havde vi et helt Gilde; vi kunde nu for en Gangs Skyld spise, uden at behøve at være saa nærige med Stykkerne. Men uden vor Værts Hjælp vilde det dog næppe have været muligt for os at slaa os igennem. Vi naaede til Schtschutschja, gik, blottede for alle Fødemidler, atter om Bord i vor Baad og fraadsede her for første Gang i fjorten Dage atter i rigtignok højst ejendommelige, men for os dog særdeles velkomne Lækkerier. Med Tundraen tog vi Afsked for bestandig.