Naturliv

TUNDRAEN OG DENS DYREVERDEN. 37 Floderne, skjules af Isen, de overvintrende Pattedyr og Fugle skjules af Sneen, under hvilken de lever, eller hvis Farve de bærer. Dyrelivet begynder ikke at vaagne, før Isen smælter paa de syd- ligere Bjærgskraaninger. Kun langsomt og tøvende holder Sommer- gæsterne deres Indtog. De vilde Rensdyr følges af Ulvene, efter Drivisen paa Elvene kommer Fuglehæren. Nogle af disse dvæler endnu raadvilde i sydligere liggende Egne og optræder som om de vilde til at ruge, men forsvinder pludselig fra Herberget ved Vejen, flyver skynd- somst afsted til Tundraen, bygger umiddelbart efter Ankomsten deres Rede, lægger deres Æg og ruger ivrigt, som om de vilde indhente den Tid, som de i sydligere Lande levende og rugende Stammefrænder har forud for dem. Deres Sommerliv indskrænker sig til nogle faa Uger. De kommer troligt forenede og parrede for hele Livet eller i det mindste for Sommeren; Hjærtet banker af Kærlighed, syngende og jublende skrider de til at bygge deres Eede; de varetager uafladelig deres Fader- og Moderpligter, ruger, opfostrer og underviser Ungerne og begiver sig saa atter ud i Verden. Antallet af de Arter, som maa betragte Tundraen som deres Hjem, er kun ringe; men dog er der ikke faa, som vi kan betegne som Dyr, der er karakteristiske for dette Omraade. Som et saadant maa jeg først og fremmest anse Polarræven. Den er hjemme paa Tundraen, saa langt denne strækker sig; Tundraen giver den — saavel som den almindelige røde Ræv og andre Arter af samme Slægt — Under- hold og Føde, i det mindste i den sydlige Del; den bærer ogsaa dens Farve: om Sommeren en klippegraa, om Vinteren en snehvid Dragt. Ganske paa andre Ræves Maner slaar den sig igennem her i Verden, og dog er dens Væsen og Vaner ganske forskellig fra vor Mikkels og dens Stammefællers Maade at være paa. Man vilde gøre den svarlig Uret, hvis man vilde betegne den som et vanartet, vanslægtet Medlem af en udmærket begavet og opfindsom Familie. Af sin Slægts Snu- hed, beregnende List og aldrig svigtende Aandsnærværelse har den ikke faaet meget for sin Part. Dumdristig er dens Optræden, paa- trængende dens Væsen og uklogt bærer den sig ad ved alle Lejlig- heder; den optræder som en fræk Tigger, som en uforskammet Land- stryger, men ingenlunde som en listig Tyv eller Høver, der nøje overvejer alle Omstændigheder og betjener sig af alle Midler, som