Naturliv

38 TUNDRAEN OG DENS DYREVERDEN. staar til Raadighed. Den kigger ganske roligt ind i Jægerens Bøsse- pibe; uden at lade sig advare af den tæt forbi susende Kugle følger den sin farligste Fjende; uden mindste Betænkning trænger den ind i det indre af de vandrende Rensdyrhyrders Birkebarkhytter; sorgløs nærmer den sig det om Natten under aaben Himmel sovende Menneske for at stjæle det Vildt, han har skudt, eller i sin Tanke- løshed snuse til hans blottede Haand eller Fod. Det er hændt mig- selv, at en Polarræv, paa hvilken jeg flere Gange i Skumringen havde skudt fejl, fulgte mine Skridt som en Hund. Min gamle Jagtkammerat. Erik Sven sen fra Dovrefjæld, maatte finde sig i, at en saadan om Natten spiste et Stykke af det Skind, hvorpaa han laa og sov, og1 den gamle Steller kan fortælle om mange andre Skælmsstykker af dette Dyr, Skælmsstykker, som enhver skulde anse for umulige, saa- fremt ikke Fortællingens Sandfærdighed var bleven bekræftet ved en Mængde overensstemmende Iagttagelser. Ganske vist kan et util- strækkeligt Bekendtskab med Mennesket, der jo kun forekommer meget sparsomt paa Tundraen, -være en væsenlig Aarsag til denne Rævs be- synderlige Optræden; men dette Ukendskab er ikke alene Grunden. Thi hverken den almindelige Ræv eller noget andet af Tundraens Pattedyr bærer sig saa uklogt ad som Polarræven; ikke engang Lemmingen kan i saa Henseende sammenlignes med den. En mærkelig Fremtoning er ganske vist ogsaa denne Tundraens Beboer, hvilken Art af Slægten den saa end tilhører; man træffer den overalt eller i det mindste dens Spor. Paa Kryds og Tværs, særlig paa de af Dværgbirken overbevoksede Steder laver den smalle, glatte, i Mosset nedtrykte Stier, der ofte i flere Hundrede Fods Udstrækning følger omtrent samme Retning, ofte drejer af til højre og venstre og' først efter adskillige Slingringer vender tilbage til Hovedvejen. Paa disse ser man Tid efter anden et Hamsterlignende, korthalet lille Dyr, i tørre Somre i store Masser, behændigt komme løbende og hurtigt forsvinde. Det er Lemmingen, en Slags Studsmus, større end en Markmus men mindre end en Botte, og med uregelmæssigt tegnet, i Reglen brun, gul, graa og sort Pels. Dissekerer man Dyret, finder man til sin Forundring, at det saa at sige kun bestaar af Skind og Indvolde. Benene og Musklerne er yderst fine og spæde, Indvoldene, særlig Fordøjelses- og Forplantningsorganerne, er udviklede i en uhyre Grad. Denne Omstændighed forklarer visse Fænomener i dets luv.