Naturliv

KOLONISTER OG DEPORTEREDE I SIBERIEN. 463 hans Gaard eller den Jord, han kalder sin, kan blive stor nok til ham, hverken hans Familie eller Kreaturbesætning talrig nok. »Naa, hvorledes har I det saa her?« spurgte jeg en Bonde, som vi traf undervejs og tiltalte ved Tolk. »Gud har endnu Overbærenhed med vore Synder!« lød Svaret. »Er Jeres Kvinder gode, er de Jer tro og hengivne?« »Der er baade gode og slette.« »Er Jeres Børn lydige? gør de Jer Glæde?« »Vi maa ikke klage.« »Er Jorden, som I dyrker, frugtbar, giver den rig Høst?« »Naar vi faar tifold, er vi tilfredse.« »Trives Jeres Kvæg?« »Vi er tilfredse.« »Hvor mange Heste har Du?« »To og tredive, eller maaske fem og tredive.« »Og hvor mange behøver Du til dit Arbejde?« »Otte eller ti, nu og da tolv.« »De andre opføder Du altsaa for at sælge dem?« »Jeg sælger nu og da en af dem.« »Og hvad gør Du med de andre?« »Nitschewo.« »Hvor mange Køer og Faar har Du?« »Det véd jeg ikke. Køer, Faar og Svin, dem passer min Kone.« »Har Du mange Skatter at betale?« »Jeg er tilfreds.« »Har Du noget at klage over?« »Jeg er tilfreds.« »Du har altsaa slet ingen Ting at klage over, og Du synes, at alt er godt og vel?« »Nej, ikke alt, der er én Ting, jeg ikke synes om.» »Hvad er det da?« »Det begynder at blive for snævert for os.« »For snævert, hvordan det?« »Jo, Byerne skyder jo op overalt som Paddehatte; man kan ikke røre sig her længere, véd ikke engang, hvor man skal lægge sin Mark. Var jeg ikke for gammel, saa var jeg allerede udvandret for længe siden.«