Naturliv

FORSKNINGSREJSER PAA DONAU. 483 dens Spejl kredser og flyver Glenter og Krager. Saaledes omtrent er Billedet af denne Egn beskaffent. Men snart forandres Landskabet. Fladere og fladere bliver Sletten, som Floden engang har dannet og nu gennempløj et; paa store, endnu ikke inddæmmede Flader, som ved hvert Højvande er udsatte for Oversvømmelse, forgrener den sig i utallige, i Reglen ogsaa navnløse Arme. Yppige Skove bedækker disse Bredder og Øerne der- imellem; tæt Sivkrat hindrer Øjet i at trænge ind i denne Skov, som paa milevide Strækninger rundt om begrænser Synskredsen. Billederne veksler trods al deres Ensformighed, opstaar og forsvinder, former sig, forskyder sig og opløses, alt efter som Fartøjet vender med Strømmen. Pil, Hvid-, Sølv- og Sortpoppel, Elm og Eg, den første i overvejende Mængde, de sidste ofte kun sparsomt og hist og her isprængte, udgør de dér forekommende Træarter. Over det tætte, næsten udelukkende af Pil bestaaende Strandkrat hæver der sig ældre Træer af samme Art; dybere og længere inde i Skovene hæver kæmpemæssige Sølv- og Sortpopler deres udtryksfulde Kroner, strækker gamle, knortede Ege deres Topgrene op i Luften. Lige fra de frem- pippende Pileskud og op til de døende Trækæmper omfatter et eneste Blik alle Trælivets Stadier: spirende, voksende, i Toppen visnede Træer, fældede eller halvt forkullede af den himmelske eller den jordiske Ild, paa Jorden liggende, fortørrede og forraadnede Træer. Mellem dem glimter rindende eller stillestaaende Vand frem, over dem hvælver den blaa Himmel sig. Fra det hemmelighedsfulde Mørke lyder Nattergalens eller. Bogfinkens Triller, Sangdroslens fuld- tonende Sang, Ørnens eller Falkens høje Skrig, Spættens Jublen, Ravnens skrattende Stemme, Hejrens Hvinen. -Nu og da afbrydes den tætte Væg ved en smal Lysning, som tilsteder et Blik ind gennem Skoven og det bag ved liggende Landskab, over don udstrakte Slette paa den højre Flodbred, over endeløse Marker, en Kirkegaard, en By. Om Sommeren, naar Bladenes grønne væsenlig frembyder de samme Farveskiftninger, sent paa Efteraaret, om Vinteren og tidligt paa Foraaret, naar Træerne staar uden Løv, maa det flade Landskab virke trættende; nu forekommer det en ganske vist ensformigt, men ikke uden Ynde, thi alle Pile- og Poppelarter staar for Tiden i deres ung- dommelige Bladdragt, i Beglen tillige indhyllede i Blomsterknopper, 31*