Naturliv

DEN ASIATISKE STEPPE OG DENS DYREVERDEN. 53 sig kun med Besvær frigøre derfra. Derfor løfter ogsaa Vandreren saavelsom Hesten, der passerer over Saltstepperne, ved hvert Skridt store Klumper af Salt og Ler; Vognsporene bliver dybe i den sejge Masse, og det rullende Hjul knirker nu og da i Saltet ligesom ved stræng Kulde i Sneen. Saadanne Steder er ganske vist usigelig øde og sørgelige, men der er ikke saaledes overalt. Steppens Planteverden er langt rigere paa Arter, end man i Almindelighed antager, langt rigere end jeg, som ikke sagkyndig, kan sige. Paa den sorte Jord fortrænger Tschi- og Thyrsagræs i Forening med Spiræabusken paa sine Steder næsten alle andre Planter; men i Mellemrum mellem disse spirer der, ligesaavel som paa mager Jord- bund, allehaande Urter, og overalt, hvor Jordbunden sænker sig til et Dalstrøg, gaar Planteverdenen lidt efter lidt over til Moseflora, og Rør og Siv, der her er de fremherskende, giver, ligesaavel som de omtalte Græsarter, en yderst mangfoldig Verden Plads til Udvikling. Men paa Steppen er Blomstringstiden kort, Henvisningens og Dødens Tid lang. Maaske siger man ikke for meget, naar man paastaar, at For- skellen mellem alle fire Aarstider ingen Steder fremtræder mere grelt end paa Steppen, paa hvilken broget Blomsterpragt og ørkenlignende Ufrugtbarhed, Efteraarets Ynde og Vinterens Øde afveksler, hvor Ødelæggelsens Magt optræder ligesaa mægtigt som Skabelsens, hvor Solens Glød virker ligesaa tilintetgørende som Kulden, hvor det af Heden dræbte, af Stormen bortfejede Liv dog ligesom jublende vaagner op under Vaarens første Solglimt, hvor ikke engang den for- tærende Ild ganske er i Stand til at tilintetgøre, hvad Solglød og Storme har ladt tilbage. Mægtigere kan Foraaret optræde i Landene under Ækvator, men ikke herligere end paa Steppen, hvor det alene modstaar Sommer, Efteraar og Vinter. Endnu er Steppen grøn, naar Sommeren holder sit Indtog, men dens fulde Pragt er forsvunden. ))et er kun faa Planter, der først da naaer deres Udvikling; selv de visner i de første glødende varme Dage, ■og den vaargrønne Foraarsdragt gaar over i graat og gult. Endnu modstaar det saftige grønne Thyrsagræs Tørken; men dens lange, tætbehaarede Aks har allerede naaet deres fulde Størrelse, vipper frem og tilbage for det svageste Vindpust, og kaster ligesom et Slør over det grønne under dem. Nogle Dage til, og Græs og Vipper er ligesaa