Naturliv

54 DEN ASIATISKE STEPPE OG DENS DYREVERDEN. fortørrede som det allerede gulnede Tschigræs, der om Foraaret ser ud som Sæd, der er ved at skyde op, men nu som Sæd, der venter paa Leen. Rhabarberens brede Blade ligger hentørrede paa Jorden, Spiræaen er allerede visnet, Garakanbusken afbladet, Gedeblad og Dværgmandel staar efteraarsagtigt hentørrede, Tidslerne har iklædt sig deres Frødragt, kun Bynke og Malurtarterne har endnu ikke forandret deres graagrønne Blade. Ken og glimrende straaler Solen ned over det tørstende Landskab; thi kun sjældent tætnes de store Skyer, der saa malerisk smykker Himmelhvælvingen, og selv om de virkelig engang skulde udlade sig til Uvejr, er Nedbøren næppe til- strækkelig til at binde de Støvmasser, der nu hvirvles op ved ethvert Vindstød. Dyrene belinder sig endnu i deres Opholdssteder for Som- meren, men Fuglesangen er allerede forstummet. Kun Krybdyr, utallige Firben og Slanger, i Særdeleshed Hugorme, fryder sig, og (rræshopperne sværmer i uendelige Skarer hen over Steppen og danner fuldstændige Skyer. Allerede inden Sommeren er til Ende, har Steppen iklædt sig sin Efteraarsdragt: en mangfoldig Schattering af gulgraat uden Af- veksling og uden Tiltrækning. Alle skrøbeligere Planter knuses af den stærke Storm; det næste Vindstød fører dem i hvirvlende Dans hen over Steppen. Med deres Kviste og Stængler slyngede ind i hverandre, klumper de sig sammen til store Køgier, som, drevne af Stormvinden, ruller og hopper omkring i de Støvskyer, som drives op fra Jorden. Men oppe i de højere Luftlag jager mørke Regnskyer om Kap med dem. Trækfuglene paa det faste Land er allerede for længe siden dragne imod sydligere Egne; Svømmefuglene ruster sig i store Skarer til Opbrud; de Pattedyr, som skifter Opholdssted, strejfer i større eller mindre Flokke omkring fra det ene Sted til det andet, hvor de kan gøre Regning paa at finde Føde; de, som gaar i Vinterdvale, tilstopper Indgangen til deres Huler; Krybdyr og Insekter trækker sig tilbage til deres Skjulesteder. En eneste Frostnat overtrækker alt Vand med et tyndt Isdække; nogle kolde Dage endnu lægger Vinterens Lænker over Sø og Moser, og kun Floderne og Bækkene, der trodser Kulden længere, skænker endnu de Trækfugle, som har tøvet med Afrejsen, et nødtørftigt Herberge for de nærmeste Dage. Lette Nordvestvinde driver mørke Skyer hen over Landet, og Sneen falder i lette Flager. Bjærgene