Naturliv

DEN ASIATISKE STEPPE OG DENS DYREVERDE 55 har allerede trukket deres Snetæppe over sig; nu iklæder ogsaa Lav- tundraen sig sin Vinterdragt. Anende Uvejr, forlader Ulven de Rør- tykninger og Spiræakrat, som hidtil har været dens trygge Gemme- sted, og strejfer hungrig og glubsk omkring Dyrene og de Vinter- lejre, som er opslaaede af Normadehyrderne, der nu opsøger de Steder paa Lavtundraen, som ligger mest i Læ og endnu ikke er helt be- røvede Græs, for saa meget som muligt at betrygge deres Hjord mod Vinterens Nød, Mangel og Elendighed. Imod den rovlystne Ulv søger han, saavelsom den fast bosiddende Kosak eller Bonde, at beskytte sig, han rider ud paa Steppen, følger Røverens forræderiske Spor indtil dens Tilhold, driver den op og jager efter sin Hjords grusomme, men tillige fejge Fjende, idet han opmuntrer sin Hest, skræmmer Rovdyret ved høje Skrig og i den højre Haand svinger en tyk Træstang med Rodknolder i den ene Ende ligesom en Kølle. Sneen falder omkring Ulv, Hest og Rytter, den stærke Kulde bider i lians Ansigt, uden at han agter derpaa. Efter en Jagt paa en å to Timer er Ulven, der nu har tilbagelagt tyve til tredive Kilometer, ikke i Stand til at løbe mere. Den vender sig om og gør Front imod, sin Forfølger; Tungen hænger ud af Halsen paa den, de med Is overtrukne Haarspidser paa dens dampende Skind rejser sig som Børster; de forvildede Blikke vidner om dens Dødsangst. Kun et Øjeblik tøver den prægtige Hest, derpaa stormer den, drevet frem af Rytterens Raab og Knudepisken, for sidste Gang imod den forhadte Fjende. Højt svinges Jægerens dræbende Vaaben, susende falder det, og rallende i Krampetrækninger ligger den faldne Ulv paa Jorden. Drevne af Hunger ligesom den, skifter samtidig vilde Heste og Antiloper Opholdssted for at redde det truede Liv; selv de til Bjærgene bundne vilde Faar strejfer fra den ene Bjærgskraaning til den anden, og kun Harer og Steppehøns bliver, hvor de er, de første ernærende sig nødtørftigt af Straa og Bark, de sidste af Frø og Knopper. I flere Dage i Rad varer Sne- faldet; tilsidst lægger Blæsten sig, som har ført Skyen med: men Himlen vedbliver at være mørk som før. Vinden slaar om og blæser stærkere og stærkere fra Øst, Sydøst, Syd eller Sydvest. Over det hvide Snedække farer der en lys Sky, der er dannet af ophvirvlet Sne: Skyen stiger mod Himlen; og »Buranen« eller Snestormen raser over Sletten: en Stormvind, frygtet som Taifunen eller den gift- aandende Samum; en Storm, som faar selv den mest hærdede til at