Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

BORGERDYDSSELSKABET OG BORGERVENNEN 101 Haandværket og Haandværkerne, erkjende, at Haandværksstanden er gaaet frem, men at der endnu er langt tilbage; der mangler fornøden Oplysning, samtidig med at Lavsvæsnet gjör det næsten umuligt at faa en Række gamle Misbrug udryddede1. Særligt betonede en Artikel i 1794 stærkt, at Lærlingene vare Gjen- stand for Misbrug, og at Svendene ved deres Mesterstykker beskattedes med ulovligt store Afgifter. Dette fik imidlertid ikke Lov til at staa uimod- sagt. En Indsender, der underskrev sig G. S., hævdede, at det ikke kunde undgaas, at en Lærling blev brugt til al gaa Byærinder, hans Oplærelse blev ikke forsinket herved, og med Hensyn til det andet Punkt oplyste han, at Linnedvæverlavets Oldermand Mathias Köhler!, »hvis Retsindighed og Sanddruhed er Alle bekjendt«, kaldle Udtalelsen for en fornærmelig Usandhed; han turde opfordre enhver Dreng, som var bleven Svend i Linnedvæverlavet, og enhver Svend, som var bleven Mester i det, til at anklage ham og Lavet, om der var blevet forlangt en eneste Skilling mere af dem, end de kongelige Anordninger paabød. Snart her- efter fremkom der fra en anden Indsender under Mærket M. B. en Ai- tikel, der bebrejdede Ugebladets Redaktionskomite dens altfor store Til- bageholdenhed. »Det. er forekommet mig og mange al Borgervennens Læsere«, hedder det, »højst besynderligt, at dette Blad, hædret med dette Navn og som bliver læst af saa mange Borgere, aldeles Intet har meldt om noget af det, som offentlig er afhandlet udi den allernaadigst be- falede Komite om Forbedringer udi Haandværksklassen«, og det end- skjöndt en af Ugebladets Redaktører [Rosenstand-Goiske, der jo var Lavs- komiteens Sekretær] »maatte være overværende ved alle Samlingerne«. Jeg tror, fortsætter Hr. M. B., »at Borgervennens Forfattere holde meget af Frihed i Næringsveje, at de just ej tro, at Statens Vel beror paa Lav«, og naar de da nu ere tavse, maa det, som han, vistnok ironisk, sigei, være af Frygt for at blive »anset for at ville udbrede nye Meningei, og nye Meninger ere altid farlige«, men for at give dem Mod, gjöi han saa opmærksom paa, at de nye Meninger alt have været kjendte en Menneskealder för, hvad han viser ved at give et anseligt Uddi ag af Stampes Erklæringer fra 1758 og 17592. I sit Svar siger Bladets Redaktion, at den kunde have Grund til at