Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

108 BORGERVÆBNING OG BRANDKORPS ved Fortegnelsens Afslutning endnu var resulteret, vare alle Haandvær- kere1. Standen var altsaa ivrig med i Borgervæbningen, men den spillede en endnu större Rolle i Brandkorpset. Endnu 1549 kan der ikke tales om noget Brandvæsen her. Opstod der Ild, skulde Byens Tømrere, Murere, Fiskere og Baadsmænd komme med Stiger og Fyrhager, Dragerne og Vognmændene med Vand osv., medens de, »som Forstand haver«, skulde raade2. Det var ikke synder- ligt betryggende. Men efterhaanden kom der af Magistraten ansatte Brandmestere i de forskjellige Bykvarterer med Brandsvende under sig, og man tog særlig Brug af Svende i bestemte Haandværk. Under Kjøben- havns Belejring af Svenskerne brugte man »Haandværks-Burserne« paa forskjellig Maade, Skrædersvendene, Skomagersvendene og Smedesven- dene anvendtes til Voldtjeneste og Udfald, men Tømmersvendene og Mur- svendene stilledes under Brandmesterne. Der dannedes efterhaanden ved Siden af de elleve Stadskompagnier et tolvte Kompagni, Brandkom- pagniet, ligeledes med en Kaptajn i Spidsen; det synes i Virksomhed allerede under Byens Belejring, og Brandkaptajnen stilledes i Række med Stadskaptajnerne. Han aflagde i 1699 Ed sammen med dem til Kongen og stod med dem under Stadshauptmanden. Brandvæsenet gik fremad, hvad Ole Rømer som Politimester udtaler 1707; det kommer i bedre og bedre Stand, indberetter han, da det beflitter sig paa at enroul- lere Mur-, Tømmer- og Bly tækkersvende samt deslige bekvemme Folk, d. v. s. særlig Bygningshaandværkere3. Hvad der her var af störst Betydning, var dog muligvis, at Brand- væsenet fik bedre Sprøjter. Under Belejringen omtales Sprøjter af Kobber, saa store, at to Karle akkurat kunde bære dem, men de vare uden Slanger4. Først en tyskfødt Löjtnant Herman Gerding eller Garding, der oprindelig skal have været Bendrejer, bragte Kjendskab her til Landet om en ny Slags Sprøjter, der vare forsynede med Lærredsslanger, og i April 1686 blev han udnævnt til Branddirektør med en saa anselig aar- lig Gage som 1600 Rd., samtidig med at han fik 20 Aars Eneret til her at forfærdige de nævnte Sprøjter5. Han levede dog ikke længe, allerede i Januar 1694 blev den i Breslau fødte Blikkenslager Gottfried Fuchs hans Efterfølger og det baade som Branddirektør og Spröjtefremstiller,