Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

BORGERVÆBNING OG BRANDKORPS 109 fra 1680 havde han virket som kongelig »Grottemager og Blikslaaer« i Kjøbenhavn. Han maa forøvrigt have været en ganske ærgjerrig Mand. 1704 fik han Titel som Brandmajor, hvad Officererne i Hæren øjensyn- ligt ikke syntes om. Ved en Ildebrand blev han haanet af en Løjtnant, der greb ham i Ærmet og sagde: »Da Majorchen, hvad est Du for en Major, Du er en skjön Major, saadan en Major gjör jeg udi«, og han brugte endnu flere Talemaader, »som er usömmeligt at nævne«. Her- over klagede Fuchs, og hans Klage var saa eftertrykkelig, at der til- deltes ham Rang med Majorer i Hæren. Det skete i 1710; 1723 døde han1. Derefter kom som Branddirektører, saa godt som hele Tiden med Brandmajors Titel, Klejnsmeden Daniel Preisler (1723-48), den i Brand- væsen særlig oplærte J. V. Mazar (1748-78), Klejnsmeden Cai Fr. Mentz (177<8-87), Tømmermesteren Johan Peter Boye-Junge (1787-96), Murmeste- ren Henr. Brandemann (1796-03), Tømmermesteren Andreas Kirkerup (1803-10) osv. Det er en vedblivende Haandværkerrække, og der blev synligt lagt Vægt paa, at de sad inde med Kundskaber i det Hverv, de vare satte til at røgte. Da der i 1707 skal beskikkes Gottfried Fuchs en Vice-Direktør, er der mellem dem, der ønske at komme i Betragtning, en Isak Sörensen, der mener at kunne anbefale sig med, at han i 36 Aar havde været i det danske Kancelli, men det hjalp ham ikke, medens der om Danmarks første Brandmajor, den praktisk oplærte Haandværker, gaar Frasagn langt ned i Tiden. 1805 hedder det: »Blandt de første Brandmajorer nævnes en Branddirektør Fuchs som en særlig fortjent Embedsmand i sit Fag«2. Gaa vi herefter til Daniel Preisler3, staa vi ved en Haandværker, der sikkert har haft stor Interesse for Brandvæsenets bedste Udvikling. Han er godt kjendt fra Reisers Beskrivelse af Kjøbenhavns »meget fyrgterlige« Ildebrand 1728. Han omtales her som en gudfrygtig og personlig modig Mand, men Alle, der befalede ved den store Brand, bleve, som Reiser siger, »i höjeste Grad forvirrede, konfuse og forsagte«, Preisler altsaa ogsaa. Hans Sprøjter bleve hurtigt ubrugelige, og af den megen Raaben blev hans Stemme saa hæs, at Ingen kunde forstaa ham mere; ja For- holdene udviklede sig saaledes, at han og hans Underhavende blev truet