Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

118 BORGERVÆBNING OG BRANDKORPS Branddirektør stod Major G. Volmeister, som anden Brandkaptajn Boye Junge og som tredje Brandlöjtnant Henr. Brandemann; der var altsaa paany kommet tre Vice-Direktører, og efter Ancienniteten var Major Volmeister nærmest til at skulle rykke op. Det siger ogsaa Brandkom- missionen i sin allerede den 10 Januar foreliggende Indstilling, men ham vilde Kommissionen absolut ikke liave. Der behøvedes »en duelig Mand, der baade havde en passende Alder og Legemsbekvemhed til at udholde de Byrder og travailler, som dette betydelige Embede udfordrer, saa og er begavet med den Fyrighed og Konduite, som er höjst nødvendig til at føre en ordentlig Kommando i lidebrandstilfælde«. Her slog efter Kommissionens Mening den aldrende Major Volmeister ikke til, han burde helst afskediges med Pension, og saa blev Resultatet, at Boye Junge blev Branddirektør, medens Henr. Brandemann blev den eneste Vice-Branddirektør; den ældste Ober-Brandmester Tømmermester Andr. Kiikeiup, der søgte om at blive anden Vice-Direktør og i sin Ansøgning oplyste, at han havde ladet sig undervise i Hydraulik af Professor Geuss, blev afvist; (ler behøvedes ikke for Tiden flere Vice-Direktører. Og Brand- kommissionen gik videre i sin Velvilje mod de to Udnævnte, den ind- stillede dem begge til at faa Majorstitel, og det fik de allerede den 27 April s. A. Men hvem der rasede, var den gamle Major Volmeister. I en til Kronprinsen rettet Ansøgning indflyer han til ham, »da nogle faa af den höje Brand- og Vandkommissions Medlemmer af gammelt Fjend- skab søge at afsætte mig fra den første Brand-Direktørs Tjeneste«\ Saa blev da Tømmermester Boye Junge Chef for Kjøbenhavns Brand- korps, og han steg endnu højere. 1789 blev han Chef for endnu et borgerligt Korps, Kjøbenhavns borgerlige Artilleri, som endog blev op- lettet eller et af ham gjort Porslag, bag hvilket muligvis Statsministeren General H. W. Huth stod; de to Mænd nævnes som Venner2. Til dette Korps ville vi senere komme tilbage, medens her endnu i Korthed skal dvæles ved Bove Junges Brandmajor-Virksomhed, der faldt i en meget alvorlig Tid. Han oplevede som Brandmajor ikke alene Kristiansborgs Brand (1794) men ogsaa Kjøbenhavns forfærdelige Brand i 1795, og selv- følgelig rejste der sig utilfredse Stemmer navnlig med Hensyn til hans Optræden ved den sidste ulykkelige Begivenhed. Bl. A. blev der saa-