Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

122 BORGERVÆBNING OG BRANDKORPS i 1727 alle elleve Stadskaptajner frem som underdanige Ansøgere om at faa det kongelige Tilsagn af 15 Januar 1070 konfirmeret1. Kompagnierne skulde helst have dygtige Sergeanter og Korporaler, og det kunde de faa, hvis Tilsagnet fra 1670 blev opretholdt, medens nu de gode Underofficerer erklærede ikke at kunne blive ved Kompag- nierne, naar de samtidig af Magistraten blev sat til at udføre byrdefulde borgerlige Bestillinger. Saaledes kunde det derfor umuligt blive ved, og Ansøgerne, der »ikke nød det ringeste for deres Tjeneste, ej heller havde nogen Frihed mere end andre Borgere« og altsaa vare fuldstændig uinter- esserede, haabede sikkert paa Kongens Naade. Men Magistraten satte Sagen i et helt andet Lys, den gik med Kraft imod Kaptajnerne og deres Foresatte, Stadshauptmand Hans Stuve. Forholdene i 1670 vare ganske anderledes end nu. Den Gang krævedes der et militært Arbejde af Borgerkompagnierne, men nu var deres Virksomhed væsentlig indskræn- ket til at formere en Brandvagt hver Nat paa Raadstuen, bestaaende af 16 Mand, kommanderede af 1 å 2 Underofficerer, »Borgerofficererne have ej Andet at forrette, som vedkommer Kompagnierne, end at bære deres Karakterer, hver efter sin Charge«. Skulde de nu ogsaa være fri for Byens Bestillinger, vilde Folk kappes om at blive Borgerofficerer, og da det er Kaptajnerne, der gjör Forslag om Underofficersposternes Besættelse, var der Lejlighed til for Gunst, Gave eller Venskab at befri de Vedkommende for Byens Tynger. Men Saadant var uheldigt, særlig da Magistraten havde Vanskelighed ved at faa de tilstrækkelige Kræfter til Bestridelse af Stillingerne som Overformyndere, Kirkeværger, Fattig- forstandere, Stokkemænd, Rodemestere osv. Og saa faldt der en konge- lig Resolution, der med nogen Betænkelighed og megen Forsigtighed stillede sig paa Magistratens Standpunkt. Saa længe Staden veed al Bor- gere al sige, havde de usvigeligt som redelige og ærlige Medborgere baaret Byrderne med hinanden, og Kongen vilde derfor »nu saa meget mindre tillade nogen Novitet eller Forandring i en saa fornuftig betænkt og billiget som og det algemene Bedste saa hojfornøden Anordning«. Det blev paalagt Magistraten, »med ufortrøden Beskedenhed« at undervise Borgerofficererne om, al Forholdene helt havde forandret sig siden 1670, og Kongen tvivlede da ikke om, at de jo vilde finde, at det, de paastod,