Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

BORGERVÆBNING OG BRANDKORPS 125 endnu 15,000 Rd. »eller maaske kun 13,000 Rd.«, og saa tilføjes, »Rygtet beretter, at den nuværende Stadshauptmand ikke vilde miste sit Kom- pagni for Stadshauptmands Chargen, og denne angiver man dog for at være henved 1300 Rd. foruden Sportler«. Som vi ovenfor oftere have set, fik Stadskaptajnerne ingen Lou, og det fik Vice-Stadshauptmændene ikke heller. Derfor blev i 1716 Stadskaptajn Hans Stuve ikke alene Vice-Stadshauptmand men ogsaa Raadmand1, hvad der altsaa maa have givet ham nogen Indtægt. Det er først Stadshaupt- manden, der faar Lön, men derfor kan ogsaa han godt være med i Tidens underlige Blanding af civile og borgermilitære Stillinger. Den senere Stadshauptmand Michael Fieldsteds officielle Titel lyder i 1733: Justitsraad, Stadshauptmand og Raadmand2. Del at blive Stadshaupt- mand har været det søgte Maal, som selv gamle Borgerofficerer tragtede efter; da Johan Jürgensen blev det i 1777, var han höjt tilaars, men sad dog med den sædvanlige Obersttitel ti Aar i Stillingen; da han den 20 Fe- bruar 1787 døde, gik han i sit 79de Aar3. I hans Tid er der næppe blevet taget mange Initiativer, og efter ham blev der ikke udnævnt nogen Stads- hauptmand, men den ældste Stadskaptajn Jens Pedersen Holst ved St. Anna Kompagni blev konstitueret4. Det maa da være ham, Chr. Borup sigter til i sit Skrift, han er Manden, der ikke vilde opgive sit Kompagni for at blive Stadshauptmand; han vilde beholde »Frimands«-Indtægten, og Borup maler Forholdene mörkt. Borgervæbningen, siger han, »er i en beklagelig slet Forfatning, ganske sunken ned fra sin gamle Værdighed. Ikke alene fordi den bestyres ilde, ikke alene fordi den mangler al ud- vortes Orden og Skjönhed, men og fordi der blandes pøbelagtig Lider- lighed i dens Sammenkomster, derfor flyer enhver nogenlunde sædelig Mand den som Pest«. Paa Vagten fraadses og drikkes der, oplyser han, og han tilføjer: »Ingen sige, dette Maleri er overdrevet. Man se selv, man spørge deres Officerer«. Sagen var, at Officererne, »naar de ikke vilde risikere at gjöre sig foragtede«, maatte give deres Underhavende, der udførte Vagttjeneste, »mere eller mindre Forfriskning«5. Skriftet er et mærkelig stærkt Angreb, men mærkeligere endnu er det, at der Intet blev gjort i den Anledning. I to Tidsskrifter fremkom der et Par ikke betydelige Modartikler, som Borup igjen tog til Orde