Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

134 EFTER FORORDNINGEN AF 21 MARTS 1800 Hvad nu det første Forhold angaar, er det naturligt, at »Selskabet til Haandværksstandens Forædling« med Glæde greb den paagjældende Paragraf og gjorde opmærksom paa den. Det gjör det endnu i Adresse- avisen den 10 Januar 1816, idet det samtidig udtaler, at det paatager sig at føre Tilsyn med, at unge Mennesker blive oplærte i Haandværk hos duelige Mestere paa en saadan Maade, at Læretiden ikke bortødsles med uvedkommende Arbejde. Men som vi ovenfor have set, betød Selskabet paa dette Omraade ikke stort. Som det synes, ser det mere paa Haand- værket som et brugeligt Dannelsesmiddel end som et Livserhverv, i alt Fald er det sikkert, at det i det nævnte Avertissement i Adresseavisen anbefaler Forældre at lade deres Börn lære et Haandværk ved Siden af hvad de ellers nyde Undervisning i, »om de endog ikke have bestemt, at de herved skulle ernære sig«. Det ses samtidig, at Selskabets For- mand nu var den tidligere nævnte noget sære Overretsassessor Konfe- rensraad Hans Heger, og at den eneste Haandværker i dets Bestyrelse var Kobbersmeden Borgerkaptajn Jörgen Conradi. Selskabet ophørte forøvrigt helt i 18181. Nej dette at kunne blive Svend uden at have staaet i Lære har næppe spillet nogen Rolle. Da en Gang i 1813 en Maler vilde gjöre Brug af Bestemmelsen, vakte det et uendeligt Paastyr, særlig Svendene gjorde Modstand, hvad der førte til, at de med Old- gesellerne i Spidsen bleve idömte Bøder2. Men nu Frimester-Paragrafen? Efter Alt, hvad der var gaaet forud, skulde man tro, at Svendene, strax Forordningen var udkommen, vilde have strammet til for at blive Frimestere. Men det gjorde de ikke. Af Haandværkssvende var der den Gang c. 4500 i Kjøbenhavn, men kun 26 tog i Henhold til Forordningen af 1800 Frimesterborgerskab i 1800, 36 i 1801, 23 i 1802, 12 i 1803 og endda kun 9 i 1804, hvorved dog maa bemærkes, at der i disse Aar endnu var en Del Svende, der log Borger- skab som Frimestere efter tidligere erhvervede Bevillinger, men disse Bevillingsmestere, der ikke ere saa overordentlig mange, svinde selv- følgelig med Aarene3. Man skulde da tro, at Lavene havde triumferet og udtalt deres Tilfredshed. Der var jo væsentlig set Intet at klage over, men desuagtet blev der klaget, og det endog stærkt. Sagen var nemlig, at selv om Forordningen af 1800 kun benyttedes endog meget lidt, op-