Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

EFTER FORORDNINGEN AF 21 MARTS 1800 133 Da Jyden Povl Erslev 1787 som Lærling kom paa den dygtige Møbel- snedker J. C. Esmans Værksted i Kjøbenhavn, fandt han, der ikke kunde et Ord Tysk, lutter lyske Svende her, femten, og lige saa mange ubarm- hjærtige Tyranner, hvad hans altid forslaaede Ryg kom til at bære sørge- lige Vidnesbyrd om. I Modsætning hertil er der — efter 1800 — lidt mere Gemytlighed over de Prygl, Thomas Overskou Laler om, da han 1812 kom i Lære hos Mester Granberg1. Men et Faktum er det, at Pryglene trods Forordningen vedblev at florere, ligesom at der kan for- tælles om ikke liden Raahed, ja om rent ud uhyggelige Scener rundt om paa Værkstederne og i Lavenes Herberger2. Der skulde Tid til, för den Aand, der bar Forordningens Bestemmelser, og ved Siden af den f. Ex. ogsaa de Forelæsninger, som »Selskabet til Haandværksstandens Forædling« lod afholde, bar Frugt, men glædeligt er det i saa Hen- seende at kunne paavise, at de samtidig med Forordningen af 1800 be- gyndte Massmannske Søndagsskoler, hurtigt fik Efterfølgere i baade Hel- singør, Aalborg og Randers3. Hovedsagen ved Besvarelsen af Spörgsmaalet, hvorvidt Forordningen af 1800 trængte igjennem eller ej, er dog —paa sin Vis — om de Gjen- veje til at blive Svend og Mester, som den aabnede udenom Lavenes Læreaar og Mesterprøver, ble ve benyttede, saaledes som Forordningen ønskede det. Paa dette Punkt havde jo den nedsatte Kommission lagt den største Vægt, .og det var særligt med disse Forhold for ()je, at Da- tidens Haandværksmestere førte heftig Klage over, at al Disciplin og al Udsigt til sikkert Erhverv vilde bortfalde, ligesom at Svendene helt be- gejstrede havde jublet over, hvad Fremtiden skulde bringe. Efter For- ordningens § 6 kunde man blive Svend uden at have staaet visse Aar i Lære, blot man kunde gjöre Svendestykket, og efter § 19 stod det en- hver indfødt Svend frit for, naar han havde arbejdet i fire Aar, at ned- sætte sig som Fri mester i sit Haandværk, han behøvede blot at tage Borgerbrev, hvis Betaling var sat til kun det Halve af hvad en Lavs- mesters Borgerbrev kostede. Det viste sig imidlertid, at Tiden stillede sig væsentlig uforstaaende overfor Brugen af disse Bestemmelser, og i saa Henseende spillede de store Ulykker, som nu hjemsøgte og trykkede Landet, næppe nogen Rolle.