Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

4 EN BETYDNINGSFULD LOV med at han paa forskjellig Maade havde lagt tor Dagen, at han interesse- rede sig for Haandværksstandens Udvikling. Der hvilede herefter paa Forhaand ligesom et Skjær at Tidens store og stærke Menneskemedfølelse over Kommissionen, og der kan da endnu peges paa, at Justitsraad Ove Malling var den navnkundige Forfatter af »Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere« (1777), saml at saavel han som den naturvidenskabeligt interesserede Kaniniei hci ic Sehested, hver i sit Kollegium, virkede ivrigt med i Tidens frisindede Reformarbejder, der den Gang kun kunde tænkes som udgaaende Fra de regerende Kollegier og helt baarne af Kollegiernes Embedsmænd. 1 den store Landbokommission sad foruden Kollegiemedlemmer nok et Par Godsejere, men en Bonde? Nej det var den Gang noget ganske Utænkeligt — og i Overensstemmelse hermed fik da heller ingen Haand- værker Plads i Haandværkskommissionen. Ved Siden af de fem Kollegie- herrer sad kun de fem kjøbenhavnske Repræsentanter, der saa lidt som hine havde nogen virkelig Forbindelse med Haandværket. Borgemestei Hiorthöy, der mentes at staa Herrnhuterne nær, havde begyndt som Hof- skriver, Raadmand Pontoppidan, en flittig statistisk Forlatter med libe- rale Handelsanskuelser, havde været Direktør ved de islandske og færø- ske Handeler, Raadmand Læssøe havde drevet Horkramhandel, og hvad endelig de to Medlemmer af Stadens »32 Mænd« angaar, da betyder den Omstændighed, at Grosserer Lauritzen var Ejer af en Bryggergaard, som bekjendt Intet med Hensyn til personlig at være Brygger, og for Gros- serer Larssens Vedkommende kan det oplyses, at han var en al de lem Direktører i den danske og norske Speciesbank, hvortil endnu kan føjes, al han 1788 nævnes med Roes for at have bragt en Badeindretning i Stand ved Langebro, og at han i 1793 er en af de fire Indbydere til Præmieselskabet for jødisk Ungdoms Anbringelse til Kunster og Haand- værk1. Herefter kan det ikke om Kommissionens Medlemmer siges, at de paa særlig Maade stod Haandværket nær, men derimod kan det sikkert siges, al den franske Revolutions Lære om Menneskerettighedei ne ikke forgiæves havde lydt ud over den Slægt, som de alle tilhøite. Neden- for skulle vi se, at de alle levende følte for den Stand, de nu bleve satte